Agenter og gnister

Klik på billederne og du får dem i stor størrelse

Beretningen er en afskrift af originalen og er afgivet med den tids grammatik af Verner Johansen.

”Jeg er født i 1921 i Aarhus, Uddannet som Matros. Gjorde Tjeneste i Danmark som Medlem af “Special Forces*.

Den 6. April 1940 sejlede jeg til Norge om Bord paa Vesterhavsbaaden, “Juliane”, som Jungmand« Om Morgenen den 9. April løb vi ind til Bergen, og her fik vi Meddelelse om, at Danmark var blevet besat i Løbet af Hatten, og at Norge stod foran sin Besættelse. Selvom Radioen talte sit eget stærke Sprog, var der faktisk ingen af os, der vilde tro paa, hvad der var sket, før vi af de norske Myndigheder fik Besked paa at sejle ind i en lille Fjord efter at en tysk Torpedobaad havde anmodet os om at “holde os i Ro”.

Dagen efter blev 5/5 “Juliane” opbragt af Nordmændene efter Aftale med Tyskerne for at forhindre, at Skibet skulde forlade norske Farvande, I de følgende tre Degn opholdt vi os om Bord, og sammen med 5 Kammerater besluttede jeg mig til at melde mig til den norske Hær. Vi henvendte os til den øverste Myndighed før Bergens-Distriktet, der gerne vilde, have os ind i Hæren, og det lykkedes at faa Kaptajnen til at afmønstre os. Af Myndighederne fik vi Besked paa at tage til Dystad, hvor vi vilde blive Enheder af den norske Hær. Vi naaede derop ved Hjælp af en Motorbaad gennem Egnen, der delvis var besat af Tyskerne og naaede til sidst frem til Dystad sammen med 16 Nordmænd og 4 norske Sygeplejersker. Undervejs oplevede jeg i Voss at komme i Ilden, idet det Tog, vi kørte med, blev bombarderet. Uden for Voss iagttog vi, hvorledes Byen systematisk blev ødelagt. 

Dystad laa kun 10 km. fra Voss. Her kom vi ind i en Træningslejr for den norske Hær. Jeg fik udleveret Uniform og Riffel og blev i Løbet af 6 Timer uddannet til Soldat. Midt under øvelserne maatte vi søge i Dækning, hver Gang Tyskerne bombarderede Lejren. Da Bordmændene mente, at jeg var uddannet efter Omstændighederne, blev jeg sammen med 7 Kammerater og en Løjtnant sendt til en Post syd for Lejren for at holde Fjenden tilbage længst muligt. Det var Tanken, at der skulde anbringes 120 norske Soldater bag os, og naar vi ikke kunde holde Stillingen længere, skulde vi trække os tilbage til dem. Ved et Tilfælde opdagede vi, at lejren i Dystad var blevet rømmet, og at vi derfor var helt alene. Løjtnanten besluttede derfor, at vi alle 9 skulde trække os tilbage. Vi læssede derpaa Ammunition og Bagage paa en Kærre og trak af Sted nord paa. Desværre gik Vognen 1 Stykker, og vi maatte marchere, indtil vi mødte en Lastvogn, hvis Chaufeur kørte os til Gudvangen, Herfra kunde vi ikke komme videre til Fods, men maatte sejle, og i en Baad blev vi sejlet til Lærdal, Her var en hel Del norske Soldater, og den næste Uge fik jeg en Del militær Uddannelse og udførte nogen Vagttjeneste. En skønne Dag fik vi Besked om Opbrud og skulde tage syd paa. Under Marchen fik vi det Budskab, at Norge havde kapituleret. For os Danske opstod nu et Problem, idet vi jo ikke simpelt hen som Kordmændene kunde blive demoblliseret . pen norske Kommandant sagde, at vi skulde flygte saa hurtigt som muligt. Han gav os en Sum Penge, og vi tog igen nordpaa. Overalt vrimlede det med Tyskere, Det lykkedes imidlertid at komme med en Rutebaad til Lervik, og her var der en Overgang Tale om, at vi skulde ee at komme med et dansk Skib, “Flynderborg”, til England men da vi naaede frem til Skibet, havde det været udsat for et Bombardement og havde ingen Mulighed for at komme væk, blandt andet fordi baade Kaptajn og Mandskab haardt saaret var bragt til et Hospital.

Uden yderligere Begivenheder kom vi til Lerwick i England, hvor vi blev sat i Karantæne i 4 Dage. Den danske Konsul udstedte et Pas til mig, da jeg havde mistet mine Papirer i Norge, og jeg kom derefter til en engelsk Havn, hvor jeg fik Hyre paa det danske Skib, “Irena Marie*. Jeg sejlede nu i lang Tid i den danske Handelsmarine i en Rakke forskellige Baade og oplevede herunder gentagne Bombardementet, dele paa Konvojer og dele paa Evakueringen af Frankrig.

Jeg var imidlertid ikke tilfreds med at sejle, idet jeg ønskede, at melde mig til de væbnede Styrker, hvor jeg følte, at jeg vilde faa an Chance til at udrette mere til Savn. for Danmark. Efter en tur til Island kom der et Brev til mig med Besked om, at jeg skulde melde mig paa Hotel Royal i London den 5. Juli 1941 for at komme ind i Militsret. Her fik jeg Ordre til at tage til en Træningslejr i Skotland og møde et Hold Danske, 20-30 i alt, som skulde uddannes i forskellige Vaabenarter. Skolen laa ude i Bjergene i Nordskotland. Dens Beliggenhed var strengt hemmeligholdt. 

Vi gennemgik en 3-Maaneders Træning i Vaabenøvelser, Spræng stofbehandling, m.m. Efter de 3-Maaneders Træning i Skotland blev vi sendt tilbage til England og London, og det blev besluttet, at vi skulde ind i “The Buffs”. Vi kom herefter til Oantarbury, hvor vi blev uddannet til Infanterister. Endnu medens vi var i London, havde Kaptajn Iversen spurgt, om vi naar Tiden kom, kunde tænke os at udføre særlige Opgaver. Efter 3 Maaneder skulde jeg møde i London. Det var ved Juletid 1941, og medens jeg ventede paa mine Ordrer, boede jeg hos den danske Speaker i London, Leif Gundel.  

Det viste sig, at den -særlige Opgave ‘bestod i, at jeg skulde paa en Skole for at lære alt om Sabotage, det som man her hjemme kalder Undergrundsarbejdet. Jag blev sendt til Hatherop Castlei Nærheden af Fairford og gennemgik saa den almindelige Uddannelse, dels paa Hatherop Castle og dels paa alle de tilknyttede Skoler. I Slutningen af Februar 1943 fik jeg at vide, at jeg den 11. Marts Kl. 7 om Aftenen skulde starte fra England for at blive “smidt ud” i Nordjylland. Vi tog Afsked med vore engelske Venner og de danske Kammerater, og Kl. 11 om Morgenen stod vi paa en Flyveplads. Under vore Overtræksdragter havde vi civilt Tøj. Alle engelske Mærker var fjernet og danske at ind i Stedet. Vi havde ca. 5000 Kr. paa Lommen, samt danske Identifikationspapirer. Jeg optraadte som Torben Jørgensen (et dæknavn til at bruge i Danmark). Desuden var vi i Besiddelse af Giftpiller, Colt-Pistol og Ammunition. Om Aftenen startede vi efter Programmet.  

Modtagelsespladsen var i Nærheden af Støvring. Jeg faldt ved Siden af et Pigtraadshegn, hvori min. Faldskærm blev uhjælpelig indfiltret men det lykkedes mig at faa den skaaret løs. Den ene af mine Kammerater slog sig saa haardt i Faldet, saa han troede at have brækket et Ribben. Inden vi forlod England, havde vi faaet at vide, at vi vilde lande ved en Sø, og vi havde faaet Besked om at sænke Faldskærmene der. 

Vi “landede” ganske rigtigt ved en Sø, men bare ikke den rigtige. Jeg blev sat til at sænke Faldskærmene) men det viste sig, at Vandet kun gik mig til Anklerne, hvorefter Jeg maatte efterlade Skærmene i Vandet, da det var umuligt at trække dem op paa Grund af Væden. Tyskerne fandt dem naturligvis en Times Tid efter, at vi var “landet”. Vi havde fire Cykler med, men fandt kun den ene, hvilket sikkert var heldigt, da vi ellers alle var kørt ud ad Hovedlandevejen til Støvring, hvor vi havde faaet Besked om at henvende os til an bestemt Mand. Den ene Cykel kørte vi ud i et Gadekær og til Fods vandrede vi mod Rold Skov uden at vide, at alle Hovedlandeveje og større Knudepunkter var blevet besat af Tyskerne en Times Tid efter, at vi var kommet. To Gange mødte vi tyske Panservogne, der med Søgelys undersøgte Omegnen, og hver Gang maatte vi kaste os 1 Grøfter eller bag Jordvolde. 

Næste Dag tog vi til Støvring og det traf sig saa uheldigt, at den Mand, vi skulde henvend os til, ikke kunde tage imod os, da han var under det tyske Politis Observation, Resultatet blev saa, at vi de første to Nætter maatte opholde os udendørs i Skoven, Fra Støvring gik vi over Aalborg til Randers. 

I Randers havde faaet Besked paa at sætte mig i Forbindelse med en Mand, der var blevet beskrevet ganske nøje for mig, men han viste sig ikke til den aftalte tid.

Derimod fik jeg Øje paa Geisler, som var sprunget ud. over Danmark en Maaneds Tid, før vi kom. Jeg turde dog ikke tale til ham, da jeg ikke vidste, i hvilket Ærinde han befandt sig i Randers, Da jeg passerede ham, fulgte han efter mig, og i en Boghandel, hvor jeg købte en tilfældig Bog, hviskede han til mig, at jeg skulde følge efter ham. Vi blev derefter indlogeret hos Peter Staal i Randers, en Søn af Jensen, Dansk-Svensk Staal, og endelig kunde vi faa Lov til at sove i en rigtig Seng og faa vasket vore ømme og trætte Fødder. 

Meningen var, at jeg skulde blive hos Geisler som Assistent, En af vore første Opgaver var at organisere en 3-4 Modtagelser, der alle fandt Sted ude ved Hvidsten, og hvor Hvidstensfolkene tillige med forskellige Mennesker fra nogle Randersgrupper var med. Disse Modtagelser var i Begyndelsen det vigtigste af vort Arbejde. Sabotage i større Stil var paa det Tidspunkt endnu ikke påbegyndt, og der var endnu ikke egentlige Sabotagegrupper i Randers. Heller ikke lagde vi i Begyndelsen større Vægt paa at faa organiseret saadanne Grupper. Vi skulde først have »Stoffet« og finde os lidt til Rette, Sprængstoffet, som vi modtog, blev fordelt til flere forskellige Steder. Undertiden fungerede jeg selv som kurér, blandt andet rejste jeg til Aalborg og Esbjerg som Kurer. Ligeledes husker jeg, at der blev sendt Materiale tiil København og Odense. X København var der meget lidt Stof, og det blev sendt derover med en Fisker-baad, Saa vidt jeg ved, var det Geisler, der ordnede det. Sogen selvstændig Radioforbindelse med England havde vi ikke paa det Tidspunkt. Gennem en Aarhuebank havde vi Telefonforbindelse med København, og vore Meddelelser gik saa denne Vej til København og England, idet Gunnar Christiansen sendte Meddelelser videre fra København til England over Radio. 

I Juni blev jeg sendt til Aarhus af Geisler. Jeg skulde her opsøge en Præst, som skulde skaffe mig Logi. Han sendte mig straks ved Ankomsten ud til en Student, der boede i Særheden af Universitetet, og hos ham var dat Tanken, at jeg skulde bo et Stykke Tid, idet jeg nærmest skulde “gaa under Jorden” for et kortere Tidsrum. Allerede samme Dag erklærede Studenten imidlertid, at han ikke var glad for at have mig boende og lod mig forstaa, at han ønskede, at jeg hurtigst muligt forsvandt Igen. Jeg maatte derfor se at finde mig et andet Sted at være og gik ud i Byen, hvor jeg var helt ukendt. Heldigvis traf jeg Geisler, og han tog mig den første Nat op til Frk. Jøker, hvor han selv boede. Næste Dag sendte han mig saa videre til København, da det viste sig umuligt at skaffe Logi for mig. 

I København blev jeg hentet af nogle Folk, jeg ikke kendte og den første Nat kom jeg til at bo hos Baumgartan, derefter to Nætter i Valby og derpaa mødte jeg Muus paa Dosseringen. Han meddelte mig, at jeg nu skulde arbejde i København under ham. Til at begynde med gik jeg lidt til Haanden med forefaldende Arbejde men derpaa fik jeg 1 Gruppe, som jeg selv skulde uddanne. Gruppen bestod af unge Studenter samt 2 andre, og de skulde uddannes som Sabotører, jeg boede under Arbejdet den længste Tid hos kgl. Kapelmester Hye-Knudsen. 

Vort første Job blev at lave en mindre Sabotage paa “Hector*. Virksomheden havde tidligere været saboteret, og en af Sabotørerne var blevet taget men man havde intet Bevis mod ham. Tanken var nu, at vi skulde lave en mindre Sabotagehandling derude igen, saa Tyskerne kunde blive klar over, at det næppe var ham, der havde været med i den første. Tyskerne skulde have erklæret, at hvis der Ikke skete mere paa Fabrikken, vilde man tro, at det var dem, man havde. faaet fat paa, der var de skyldige. Sabotagen blev gennemført og Opmærksomheden derved ledt bort fra den fængslede. 

Jeg deltog derefter i en Vaabenmodtagelse. Modtagelsen blev ledet af Kvistgaard og Stig Jensen, Schoch var ligeledes med. Modtagelsen fandt Sted jeg skulde efter Modtagelsen rapportere til Muus som eneste Repræsentant for Fald-skærmsfolkene. Vi fik nu Varer hjem, og samtidig havde vi faaet fat paa noget Sprængstof, der opbevaredes i metal Tønder paa et Militærdepot. Det var blevet ført ud til Hareskoven, og jeg fik det Job at være med til at pakke det, da det skulde til København for at fordeles. Jeg afleverede noget af Stoffet til en Gruppe i Byen. 

Min Gruppe fik nu det Job at ødelægge “Always”; men da Opgaven senere forekom for svær for den ret uerfarne Gruppe, blev det arrangeret med Jens Peter, at Opgaven skulde overgaa til en anden Gruppe. Vi fik derimod dan Opgave at ødelægge 14 Flyvemaskiner, der stod i et af den danske Hærs Arsenaler. Det var blevet rapporteret, at Maskinerne skulde fjernes til Tyskland, og forinden skulde de nu sprænges. Jeg samlede Gruppens 6 Medlemmer, og vi diskuterede Fremgangsmaaden, Det blev overdraget til et af Gruppemedlemmerne, der arbejdede i Arsenalet, at foretage Sprængningen. Han fik Stoffet dertil, og foretog også Sprængningen. 

Af forskellige Grunde opstod der Mistanke om, at Tyskerne nu var paa Sporet af mig, og jeg drøftede Sagen med Duus, Han mente, at det bedste måske var, at jeg kom væk, og da jeg i det hele taget var noget misfornøjet med Forholdene og blandt andet mente, at jeg ikke fik Opgaver nok af Jens Peter, besluttede jeg mig til at tage til Sverige, og den 18. i 3. 1944 rejste jeg fra Nyhavn, I Sverige arbejdede jeg i 5 Måneder paa Pasafdelingen, og derefter meldte jeg mig ved det danske Brigade, hvor jeg gjorde Tjeneste til Kapitulationen som Sekondløjtnant ved Pionertropperne”.

L.A.Duus Hansen – død.

Før krigsudbruddet del 1

Før krigsudbruddet del 2

Før krigsudbruddet del 3

Om telegrafisten “Sam”

Ved Danmarks besættelse 9. april 1940 var Jelgren ansat hos radiofabrikken Neutrofon, hvor han virkede som prøvemester og tegnestueleder. Denne stilling havde han, indtil han gik under jorden i juli/august 1944. fabrikken ”Neutrofon” blev pålagt forskellige opgaver af værnemagten, men det forhindrede ikke, at Jelgren organiserede (stjal) udstyr fra sin arbejdsplads og overgav det til modstandsbevægelsen. I det lange løb var fabrikkens opgaver for tyskerne dog et problem, og i forsommeren 1944 blev den saboteret. 

P. J. Jelgren blev født i 1912 og døde i 1980. Han brugte dæknavnet ”Sam” som radiotelegrafist følgende steder i region III som var Sydjylland, region VI der var København og i region II som Midtjylland kaldtes. Han var Vagn Bennikes “private” telegrafist.  

Litteraturhenvisninger: 

Det illegale Vejle under den tyske besættelse 1940-45 (speciale) af Poul Brønfeld. 

”Gør hvad du ikke tør” af Tage Fischer Holst. 

”Hemmelig dansk radiotjeneste under 2. verdenskrig” af Hans Bonnesen. 

”Horsens går til modstand” bind 3 af Chr. Rimestad. 

”Kære Fætter” af Poul Westergaard Jensen. ”Rejsende i sabotage – Den jyske rejsegruppe 1944-45”  af Peter Birkelund.  

Alle billeder og tekster på denne hjemmeside og i den kommende bog er indsamlet ved private ude i samfundet. Ligesom jeg indsamlede over 10.000 dokumenter ude ved vendelboerne til min første bog “Vendsyssel under besættelsen” så er jeg atter i fulde omdrejninger med at samle nye arkivalier ind om Østjylland. Det handler om at finde familier, sende et rigtigt brev med frimærke oppe i højre hjørne af kuverten og så sende brevet til familierne til afdøde modstandsfolk. Herefter håber jeg at familierne kan udlåne bogen nogle arkivalier fra gemmerne på loftet eller dybt nede i kælderen. Efter at jeg har brugt arkivalierne til den nye bog eller til denne hjemmeside, så sender jeg de originale arkivalier videre til de respektive museer/arkiver, alt efter hvor jeg mener at disse arkivalier skal opbevares for vore efterkommere i evig tid. Det er vigtigt at historiske dokumenter og arkiavlier afleveres på statens museer eller ved et de mange fine lokale arkiver rundt om i landet.

Så kom den 9.april del 1

Så kom den 9.april del 2

Så kom den 9.april del 3

Så kom den 9.april del 4

Så kom den 9.april del 5

Så kom den 9.april del 6

Så kom den 9.april del 7

Koder fra Kaj Mortensens private arkiv.

Koder brugt til radioudsendelser. Fundet i Sigvald Ejsings arkiv.

Ralph C. Hollingworth, 1912-1972.

Britisk kommandørkaptajn. Hollingworth britisk kommandørkaptajn og boede i en periode i Danmark. Han var fra 1940 til 1945 leder af den danske sektion af SOE. Han rekrutterede agenter til træning og senere udsendelse til Danmark, enten nedkastet i faldskærm eller med skib over Nordsøen. Han ledede SOE folkenes virksomhed i landet i samarbejde med den danske hærs efterretningstjeneste og senere også med Frihedsrådet. Hollingworth inddrog i vid udstrækning danskere på ledende poster i sektionens arbejde i London. Danmark stod dog i lang tid lavt på SOE`sprioritetsliste, hvilket hæmmede hans virke. På de næste 2 kopier kan du læse mere om hans rejse ud af det tysk besatte Danmark.

Ralph C. Hollingworth del 1

Ralph C. Hollingworth del 2