Jernbanesabotage

Klik på billederne og du får dem i stor størrelse

Meddelelse til Schøller fra V. Bennike. Den 26-4-45.

Støvring er dæknavnet for Toldstrup.

Risskov den 13. marts 1945. Foto: Frihedsmuseet.

Liste over jernbanesabotager.

JERNBANESABOTAGER

De meget unge drenge signalerede med deres sabotage: “Kæmp for friheden”. I de første 2-3 besættelsesår var der under 100 sabotager i hele landet, heraf højest 10 jernbanesabotager. Tallene kan svinge, for nogle af de sager, der noteredes i politirapporterne som sabotage, kan også have været almindelige hændelser, som vi kender fra vores hverdag i dag. Derfor er det svært at vide, da mange af sabotagerne kunne være brande i togvogne med f.eks. hø til de mange tyske heste. Disse brande var måske antændt af gnister fra lokomotivets kulfyrede dampmaskine.

Kurer i Toldstrups stab Gertrud Pedersen beretter

“Den 9.april 1940, da tyskerne besatte Danmark, var jeg 18 år.

Jeg var ansat som elev på et kommunekontor i Randers. Og i min fritid var jeg leder af en lille gruppe grønne pigespejdere. På vore ture mødte vi FDF-drenge, som blev ledet af Carl. Han og jeg blev gode venner – senere blev vi forlovet og gift i 1943. Han var sølvsmed, men kom senere ind til politiet.

Vi havde samme syn på nazismen, den danske regerings holdning til besættelsesmagten, de danske værnemagere og medløbere. Hidtil havde vores indsats udmøntet sig i uddeling af illegale blade og diskussioner med ligesindede om vore muligheder for at yde modstand. Men i efteråret 1943 kom Christian Ulrik Hansen og besøgte os. Han var højre hånd hos lederen af modstandsbevægelsen i Jylland, godsejer Flemming Juncker, og han var kommet til Randers for at oprette en modstandsgruppe i byen og havde fået vores adresse opgivet. Nu skete der noget for os. Carl og Ejvind Jacobsen, en af vore venner, der var lærer, oprettede et modtagehold og fik instruktioner i sabotage, jernbanesprængning og i modtagelse af våben, nedkastet af engelske flyvemaskiner til modstandsbevægelsen i det besatte Danmark.

Vi opbyggede jernbaneskinner på vores gulvtæppe og havde kasser med sprængstof, geværer og ammunition stående under vores senge til brug for instruktions-møder i vores lille lejlighed. De unge drenge mødte op, og så kom der en instruktør og lærte dem, hvordan de skulle sprænge skinner i luften, lige før et tysk troppetransporttog skulle passere, og hvordan de skulle sætte sprængladningerne rigtigt.

De lærte også, hvordan de skulle bygge en modtagebane op om natten, så de engelske flyvere kunne finde dem og kaste containere med våben og sprængstof præcist, hvor de i forvejen havde fundet et sikkert område – eller så sikkert, som det kunne lade sig gøre, så langt fra beboelse og landevej og tyskernes pejleudstyr og opholdssted som muligt.”

Om sprængstoffet marcipan

Otto Lippert, Eigenbroth og Toldstrup fortæller:

“Der var også sprængstof med det nedkastede, plastisk sprængstof, såkaldt PE2, plus dertil hørende sprængledning og “sprængblyanter”. En “sprængblyant“ er en detonator, der via sprængledningen antænder sprængstoffet. De forelå i forskellige farver, og hver farve angav en vis tid, der ville gå, fra man igangsatte detonatoren, til sprængningen skete. I en detonator ligger et lille glasrør, der knækkes ved et kraftigt tryk. En væske ætser sig derefter gennem en membran og slutter en strøm, og eksplosionen sker. Tiden kan altså varieres ved hjælp af væskestyrke og/eller membrantykkelse. 

Eksempel:

Det blev oplevet i praksis en decemberaften i 1944, da Tolderen (Toldstrup) inviterede på en spadseretur. Der skulle opleves alle tiders festfyrværkeri. Vi gik til et hus i Toldbodgade og op til øverste etages repos med et vindue nord ud mod fjorden. Vi skulle overvære, at flyvepladsen Aalborg Vest med dens mange tyske jagerfly blev sprængt i luften. Omkring fyrre sprængladninger, der havde været gemt i madkasser, blev stykvis smuglet ind på flyvepladsen af tre arbejdere på trods af megen tysk årvågenhed og jævnlig visitation. Den nat havde arbejderne gemt sig inde på pladsen og havde monteret bomberne, der var godt gemte, på forskellige objekter, og bagefter var de to sluppet heldigt ud, medens en af dem uheldigvis blev tilbageholdt. Alle detonatorer var blevet monteret og knækket, men der skete bare ingenting. Vi ventede og ventede. Der kom et enkelt lysglimt, ikke mere, og vi gik skuffede og mismodige bort fra vor udkikspost i Toldbodgade.

Forklaringen kom i løbet af de følgende dage. Detonatorerne var af den stærke nattefrost blevet forsinkede, og forsinkelsen varierede alt efter, hvor bomberne lå: i en hangar eller i fri luft. Først med mange timers forsinkelse begyndte bomberne at eksplodere, og nye eksplosioner fortsatte i de næste to til tre dage på uventede steder. Ingen tysk pilot vovede at nærme sig sin maskine i den periode, og pladsen var totalt lammet. Det blev en af krigens mest vellykkede aktioner, og Royal Air Force takkede overstrømmende i et langt telegram. Omkring fyrre maskiner blev ødelagt, og intet kunne bedre støtte det engelske flyvevåben end en decimering af antallet af tyske jagerfly.

Sprængstoffet PE2 blev også kaldt marcipan og havde samme konsistens, farve og lugt af mandel, og det kunne æltes. Det var helt ufarligt, så længe der ikke var en detonator i marcipanen (sprængstoffet). I tilfælde af brændselsmangel kunne der fyres med det i kakkelovnen. Der blev øvet i at forme marcipanen på en stump jern-baneskinne eller hjemme på værkstedet. Ved sprængning af en skinne var det bedst at have beregnet, hvor mange gram PE der skulle anvendes til den påtænkte sprængning. 

Instruktioner i ødelæggelser af jernbaneskinner

Et udmærket sabotagemiddel.

Interne meddelelser mellem Schøller og Bennike.

Intern rapport i HQ.