Knud Christensen

Klik på billederne og du får dem i stor størrelse
Fra den kommende bog om: 
“Vendsyssel under besættelsen”. 
Får I et lille klip fra Knud Christensens beretning om: 
“I Gestapos klør”
Der er en tegning og et dokument helt nede i bunden af teksten.
Modstandsmanden Knud Christensen fra Hirtshals i blev arresteret i Aalborg og kom i Gestapos klør. Den 11. oktober 1944 var jeg på vej ud af kontoret på min arbejdsplads, da jeg på kontorgangen mødte tre mænd, af hvilke jeg straks genkendte den ene som en af de gestapofolk, jeg tidligere på året havde set på skolen. De spurgte høfligt efter Jørgen Knudsen, og jeg fortalte beredvilligt, at han var taget på havnen, men sikkert kunne ventes hjem hvert øjeblik. Den gik ikke! Med en pistol i ryggen blev jeg skubbet foran ind i forkontoret, hvor frk. Christiansen residerede. Under udfoldelse af blink og ansigtstrækninger, som måske burde have sagt hende, at noget var galt, spurgte jeg efter hr. Knudsens tilbagekomst. Den arme dame så helt forvirret ud, men fik så fremstammet et: “Jamen – jamen, det er jo Dem selv.” Så faldt Gestapos hammer. Med et slag i nakken blev jeg sendt i gulvet. Så blev jeg lagt i håndjern, og to uniformerede SS-mænd slæbte mig ud til det ventende “salatfad” 
Gestapos specialbehandling 
I min lomme havde jeg et papir – af en eller anden grund var jeg ikke blevet kropsvisiteret før anbringelsen i skabet – og dette papir forsøgte jeg nu at spise. Men min spytproduktion slog hverken helt eller halvt til. Så opdagede jeg nederst i et hjørne et hul, hvor en knast var faldet ud. Hurtigt blev det delvis tyggede papir formet til en kugle, som herefter udfyldte den tomme plads. 
Da jeg kort efter blev hentet op til forhør, opdagede jeg hurtigt, hvad der var årsag til min arrestation. En relativt ny deltager i en af bladgrupperne var aftenen i forvejen blevet taget med illegalt materiale på sig. Under Gestapos specialbehandling havde han opgivet en af sine gruppekammeraters navn, og hen på morgenstunden havde de fået ud af ham, at en person ved navn Jørgen Knudsen var den, de havde fået materialerne fra. Adressen kendte han ikke, hvilket i øvrigt var sandt.
Gestapotolkens modbydelige væsen, Fritz Eckhardt
I nogle dage blev jeg fra Kong Hansgade hentet til nye forhør og følgende rapportskrivning. Ved min arrestation var jeg ude af stand til at forstå tysk, idet jeg havde fundet ud af, at man så fik tid til at tænke over svaret, mens gestapotolken oversatte. I mit tilfælde fungerede imidlertid gestapomanden Fritz Eckhardt, boghandlersøn fra Sønderborg og tilhørende det tyske mindretal, både som tolk og bøddel. Han var en modbydelig karl, og jeg fik ret hurtigt en lejlighed til at fortælle forhørslederen, at jeg havde været så nervøs, da jeg blev arresteret, at der helt havde været blokeret for mine tyskkundskaber, men – som han kunne høre – gik det nu meget bedre. Kriminalrat Fritz Beck, som havde min sag, var vist den eneste politiuddannede blandt de mange Gestapofolk i Ålborg. Han var en hidsig rad, men ind imellem kunne vi dog tale helt fornuftigt sammen. Senere fik jeg at vide af en god kammerat, maleren Carlo Wognsen, som jeg var med til at passe på sygehuset i Frøslev, hvor han var indlagt som følge af den rædselsfulde behandling, han havde fået i Ålborg, at netop Beck var ophavsmanden til denne medfart. 
Frøslev og julen 1944
Efter en langvarig tur med flere ophold kom vi næste dag tilbage til Frøslev, hvor jeg blev anbragt i Barak 14. Det nærmede sig jul, og denne blev i spisebarakken fejret med flæskesteg og rødkål og byg å l’amande. Også nytårsaften sørgede det danske fængselsvæsen godt for os. Det var lykkedes det danske fængselsvæsen at indsmugle store kvanta vaccine mod de i de tyske KZ-lejre hyppigst forekommende sygdomme: dysenteri, tyfus og paratyfus. Og der blev nu travlhed på sygehuset. Hele lejren skulle vaccineres, inden tyskerne opdagede noget.
Deportationen til Tyskland og KZ lejr 
“En tidlig morgen i det nye år blev vi i alle barakkerne vækket af tysk råben og skrigen: “Los. Los. Aufstehen”, og vi vidste, hvad det betød: udtagelse af fanger til transport til Tyskland. Søvndrukne væltede vi ud på den lange, kolde midtergang og ventede så på SS’erne. Den vagthavende, tyske Lagerfuhrer gik fra barak til barak, stillede sig op med sin liste og begyndte med tysk accent oplæsningen af navne i alfabetisk orden: Andersen Aksel, Berg Paul Erik… og så kom det: Christensen Knut. Og endnu senere Svendsen Christian. Vi fik nogle minutter til at klæde os på. Mit fodtøj var ikke for godt, og en af kammeraterne på stuen forærede mig sine skistøvler. Vi vidste, at en af forudsætningerne for at overleve i lejrene sydpå var ordentligt fodtøj. Vi vidste blot ikke, om man fik lov at beholde det. 
Dachau 
En morgen kørte vi så ind til koncentrationslejren Dachau, nogle få kilometer uden for München. Her blev vi sendt direkte til aflusning, skønt jeg tvivler på, at nogen af os på dette tidspunkt var værtsfolk for sådanne insekter. Siden skulle vi komme til at stifte et særdeles intimt bekendtskab med både lus og lopper. Det viste sig nu, at der blandt fangerne befandt sig endnu et par gamle bekendte. Erik Aalbæk Jensen var der, og ligeledes “Skomageren”, boghandler Otto Olesen fra Randers.  På pladsen ude foran badehallen blev vi kommanderet på rækker og talt, hvorefter vi fik ordre til at aflevere alt – ringe, ure, tegnebøger etc. – og derefter måtte vi klæde os af og aflevere alt vort tøj. Og så stod vi der splitternøgne og blåfrosne i vinterkulden og ventede på, at det skulle blive vores tur til at komme ind i det iskolde styrtebad. Så snart man havde fået gjort os våde – om vask var der aldeles ikke tale – blev vi gennet ind i et tilstødende lokale, hvor nogle fanger i den karakteristiske blå- og hvidstribede fangedragt ventede med store sakse og spande med koldt sæbevand. Al hårvækst på hoved og krop blev herefter klippet og barberet bort med knive, der ikke var meget skarpere end dem, man normalt bruger ved middagsbordet. Med en stor pensel blev de udsatte steder sjasket over med lysol, en kemisk væske, der ud over at svide helt usædvanligt forbandet også skulle være effektiv mod lus. Derpå blev der fra nogle store pjaltedynger udleveret såkaldt ‘afluset tøj’, og i løbet af kort tid lignede vi alle fugleskræmsler. Selv havde jeg fået en uldsok og en silkeagtig strømpe, et par snavsede bukser i king size og en ungarsk officersjakke. Men til alt held vi fik lov at beholde vort fodtøj. Lejrens sædvanlige trætøfler var for længst sluppet op.
Den illegale presse under den tyske besættelse af Danmark 1940-45.
Da Hitlers tropper rykkede ind i Danmark den 9. april 1940 blev den danske presse underlagt censur. Sandheden om de tyske overgreb kunne ikke fortælles i radio og aviser, og danskerne måtte lytte til den engelske radio fra London for at få at vide, hvad der hændte ikke blot i udlandet, men også i Danmark.
Efterhånden begyndte der at udkomme illegale blade, hvor nyheder fra hele landet blev trykt sammen med artikler, der opfordrede befolkningen til modstand mod besættelsesmagten, hvor det kunne lade sig gøre De handlende blev tilskyndet til at undgå leverancer til tyskerne, og arbejderne blev på det alvorligste frarådet at arbejde for nazisterne, hvis det overhovedet kunne lade sig gøre. Mange emner kom under debat i de illegale blade og tryksager, bl.a. spørgsmålet om, hvad vi skulle gøre med tyskerne efter krigen, og hvordan retsopgøret skulle finde sted mod landsforrædere, værnemagere (d.v s. folk, der arbejdede eller leverede til tyskerne) og alle, der havde svigtet under besættelsen og f.eks. for penge havde forrådt og angivet folkene i modstandsbevægelsen.
Hen imod krigens slutning udkom der en stor mængde illegale blade, ja, i foråret 1945 var der endog et par stykker, som blev trykt og udsendt dagligt. Bladenes betydning kan vist ikke overvurderes, idet deres meddelelser og artikler havde en overordentlig stor indflydelse på modstandsviljen i befolkningen. Sabotagen mod fabrikker, der arbejdede for tyskerne, og sprængningen af jernbaner for at forsinke tyske troppebevægelser blev meddelt i den illegale presse, og det blev forklaret, hvorfor det var nødvendigt at foretage sabotagen mod tyskerne bl.a. også for derved at undgå, at de allieredes luftvåben skulle bombe fabrikker etc.
I begyndelsen af 1944 stiftede undertegnede i Aalborg bladet BUDSTIKKEN, som jeg redigerede indtil min arrestation i okt. 1944. Jeg havde længe været med til at duplikere og udsende andre illegale skrifter, men fandt, at da disse hovedsageligt kom fra København, havde vi brug for et lokalt blad i Nordjylland. BUDSTIKKEN voksede hurtigt og fik underafdelinger i Hjørring, Randers, Viborg og Aarhus. Der blev ligeledes udgivet en efterretningstjeneste med udgaver de forskellige steder På et tidspunkt fik vi at vide, at bladet nu var det største af de uden for København redigerede. I sommeren 1944 stiftede og udgav den efterhånden store gruppe af modstandsfolk omkring BUDSTIKKEN (Fri jysk Tidende) også FRIT VESTJYSK FISKERITIDENDE, som ud over Hirtshals havde udsendelse i Skagen og Thyborøn. Det var bestemt tor de vestjyske fiskere og bragte bl.a. meddelelse til fiskerne fra den allierede overkommando. Også dette blad redigerede jeg, men meget af stoffet var taget direkte fra BUDSTIKKEN.
Når et blad var trykt, sendte jeg så vidt muligt nogle lå eksemplarer til en god ven, som var fisker i Hirtshals, og som havde påtaget sig at gemme dette illegale arkiv så godt, at tyskerne ikke ville kunne finde det selv om de lavede husundersøgelse. Mange af bladene fik vi imidlertid ikke sendt og gemt, og specielt fra underafdelingerne mangler der mange.
Det var et meget stort og besværligt arbejde at fremstille illegale blade. Papirmangel var til stadighed et stort problem, for man kunne jo ikke blot gå ind i en forretning og bestille nogle tusinde ark duplikatorpapir. Og bladene skulle trykkes på en håndtrukket duplikator, efter at man tørst på skrivemaskine havde lavet en stencil. Disse var ikke særligt holdbare, og til en udgivelse skulle man bruge rigtig mange. De blev efterhånden maskinskrevet af nogle dygtige piger, som lavede stencils til alle afdelingerne.  Et andet problem var, at vi udover fremstillingen af de illegale blade også var dybt involverede i sabotage og afhentning af våben og sprængstoffer, som blev nedkastet fra engelske fly.
 Vi sendte ved hver trykning nogle eksemplarer af vore blade til det illegale pressebureau ’’Information” i København og fik derfra tilsendt eksemplarer af ’’kollegers” aviser til orientering. 
Frit Danmark
Frit Danmark var Danmarks første og største, illegale blad. Det blev stiftet og udgivet af – som der står i bladets hoved – ”en Kreds af Danske”, som talte dengang kendte folk fra både venstre og højre i det politiske spektrum. Således var den konservative folketingsmand, Christmas Møller, og den under jorden værende, kommunistiske folketingsmand, Aksel Larsen, blandt initiativtagerne.
Min egen samling af blade er dels nogle, jeg selv har gemt fra besættelsestiden, idet vi i Budstikken-organisationen også udvekslede blade med vore kolleger i den nordjyske afdeling af Frit Danmark, dels nogle – specielt de ældste – som jeg senere har fået af min ven gode ven Arne Espegaard (tidl. Arne Nielsen).
Denne var i perioden fra starten i 1942 indtil forsommeren 1944 leder af Frit Danmark i Nordjylland. Han hed dengang Arne Nielsen og var adjunkt på Justitsråd Møllers Handelshøjskole i Aalborg, hvor han var min lærer på Handelsgymnasiet. Arne Nielsen var under besættelsen knyttet til Danmarks kommunistiske parti og var redaktør af lokaludgaven af Frit Danmark samt redaktør af Frit Danmarks Nyhedstjenestes nordjyske udgave.
Fra modstandsbevægelsens begyndelse i Nordjylland var han sammen med lederen af Dansk Samlings illegale grupper med til at organisere sabotage og våbenmodtagelse ved nedkastningsoperationer fra engelske flyvemaskiner og udgjorde indtil maj-juni 1944 sammen med en Dansk Samling-mand en aktiv regionsledelse i den del af landet, som ligger nord for linjen Grenaa-Ringkøbing. (Undertegnede var højrehånd for Dansk Samling-lederen, Irs. Elvin Pedersen, som omtrent samtidig med Arne Nielsens flugt til Sverige i juni 1944 måtte gå under jorden i København, hvorefter ledelsen blev overtaget af Toldstrup , den jyske nedkastningschef.) Selv om det af sikkerhedsgrunde bestemt ikke var tilrådeligt, fortsatte såvel Arne Nielsen og jeg det illegale pressearbejde samtidig med de øvrige aktiviteter i modstandsbevægelsen. Det skyldtes nok først og fremmest, at vi i realiteten ikke var så mange modstandsfolk, som eftertiden måske har forestillet sig.
Både Frit Danmark i Nordjylland og Budstikken – Fri jysk Tidende udgav – bl.a. for at finansiere bladvirksomheden – et par bøger. Frit Danmarks duplikerede samling af Danske Digte var sikkert besættelsestidens smukkeste, illegale tryksag. Jeg lånte i 1943 Arne Nielsen en håndfuld slet duplikerede, illegale, norske digte, som gav ham og vor modstandskammerat Rigmor Dokker, som selv var digter, inspiration til en digtsamling, hvor de selv leverede hovedparten af digtene. Vel stod de ikke mål med Nordahl Griegs og Arnulf Øverlands, men de var flammende i deres appel til den danske befolkning.
Min egen samling af Frit Danmark-blade og Budstikken – Fri jyske Tidende og mange andre, illegale skrifter, er overdraget til et arkiv, som kan sikre deres bevarelse. Helt utrolig meget slid og mange afsavn er lagt i deres fremstilling og distribution.
25. oktober 2003
Knud Christensen. 
Fra Frihedsmuseets database om Knud Christensen. 
Født i 1925. 
Tidl. kutterreder, Handelsstudent. 
Region I, Nordjylland. 
Organisationstilknytning:
Budstikken og Dansk Samling 
Modstandsledelsen i Region 1. 
Modstandsaktivitet: 
Almen illegal aktivitet og arresteret af Gestapo den 11. oktober 1944 og fængslet. 
Deltog til flugthjælp af fanger fra Gestapo i Aalborg. 
Illegal presse, organisation og Sabotage. 
Frøslevlejrens fangekartotek: 
Knud Christensen var indsat i Frøslev lejren for sine modstandsaktiviteter. 
Se den fulde registrering her i Frøslevlejrens fangekartotek. 
Litteraturhenvisninger: 
En særmelding af Johannes Juhl, 1984. 
Vor vej til 5. maj af N. Aug. Ejgenbroth m.fl. Nordjylland gennem fem krigsår.
Fangerne vaccineres illegalt i Frøslevlejren før afgang til de tyske KZ-lejre. Tegningen er venligst udlånt af familien Røjel.
Fangelisten fortæller hvilke fanger der er den pågældende nat er udtaget, til deportation fra Frøslevlejren til den tyske koncentrationslejr Dachau. Knud Christensen fornavn staves forkert med c.