Modstanden spirer
DEN FØRSTE MODSTAND SPIRER
OG BEGYNDER AT GRO
(Små klip fra den kommende bog)
Gør dit Arbejde uden Kritik eller Misundelse! Alt Arbejde er principielt lige godt, fint og nødvendigt. At køre paa Budcykel er lige saa nødvendigt som at tænde Bomber, at rulle paa en Duplikator som at skrive Bladet, at være Kurér som at lave Sprængstof eller huse “underjordiske”.
CITAT FRA EN HÅNDBOG FOR FRIHEDSKÆMPERE.
Allerede i 1940 var der over hele landet initiativer, som markerede kritik af og vrede mod den tyske besættelse. Mest synligt og hørbart var den såkaldte algang og alsang. De kan i dag forekomme uskyldige og virkelighedsfjerne, når man sammenligner med tilstandene i andre besatte lande. Men de var med til at styrke sammenholdet, og de vækkede den foreløbigt lille mængde af mænd og kvinder, som i de kommende år grundlagde kampen.
ALSANG.
Formålet med de danske alsangsstævner var at synge de kendte danske fædrelandssange og derigennem udtrykke deres nationale følelser. Der blev blandt andet sunget ”Vort modersmål er dejligt”, “Se det summer af sol”, “Jeg er havren”, “Jeg elsker de grønne lunde” og naturligvis “Der er et yndigt land”.
Ved den første Alsang i Aalborg mødte ca. 1500 mennesker op, men det endte med 10.000 og flere til over hele landet. Den 14. august 1940 havde et alsangsstævne i Fælledparken i København 80.000 deltagere. 14 dage senere i København deltog150.000 sangere. Radioen transmitterede direkte fra stævnet i København til hele landet, så alle kunne synge med, og man formodede, at 720.000 deltog på landsplan. Det var den første markering af modstand mod tyskerne og deres besættelse af Danmark.
ALGANG.
I 1941 fulgte en række store og små stævner, som endte med, at de fremmødte dyrkede sammenholdet blandt danskere og markering mod tyskerne. De fleste steder fulgte man et fælles mål om at gå 10 km på 90 minutter. Bevægelsen nåede dog ikke samme omfang som alsangen.
Men i den tidlige mere fysiske modstand skal vi rette blikket mod godsejer Flemming Juncker. For at blive lidt klogere på, hvad Juncker foretog sig som indledning til modstandskamp, er vi nødt til at læse, hvad Flemming Juncker selv har skrevet i sine mange fortællinger, bøger, artikler, sagt i tv-udsendelse og skrevet i private beretninger fra befrielsen og frem til sin død i 2002.
Junckers dæknavne var:
Elefanten, Faber, Mandarin og Mandarinen.
Der kan ikke skrives om modstandsbevægelsen i Jylland uden at beundre Flemming Junckers fantastiske bedrifter og hans kamp for at åbne modstanden i hele Jylland.
JOHS. KRAG fra Hjørring skrev i sin beretning, der er arkiveret på Hjørring Historisk Museum:
”Du er en slags sprængningsekspert, du har været i Søværnet i elleve måneder, du har alt hvad der behøves.” Sådan beskriver ”Store Johs” sine tanker om begyndelsen til “starten af modstandskampen” i Vendsyssel, og disse tanker findes i en beretning på Hjørring Historisk Museum, og med tilladelse citeres fra beretningen:
“En forårsaften i 1942 var vi tre, der startede modstandsbevægelsen i Hjørring: Urmager Kaj Jensen, Johs. Juhl og jeg i mit hjem på Frilandsvej 3 i Hjørring. Johs. Juhl blev ansat i min forretning for at have frihed til at indsamle oplysninger. Han skaffede os det første parti dynamit, og få dage senere standsede vi Mælkekondenserings Fabrikken i Hjørring, hvis hele produktion gik til den tyske Værnemagt, og det ville vi sætte en stopper for. Senere lavede vi nogle retningslinjer for at være en modstandsmand:
1. Aldrig at skrive noget ned. Vi vidste ikke, hvilke metoder tyskerne havde til at få en fange til at tale, hvis vi blev taget.
2. Aldrig at forsøge at finde ud af vore medarbejderes identitet.
3. Hvis Tyskerne vandt krigen, måtte vi forlade landet.
4. Binde så mange tyskere i Danmark som muligt, så de ikke kunne være andre steder, samt vise de allierede, at vi var på deres side.
5. Forsinke tyske transporter mest muligt til Norge, og gøre krigen så vanskelig og kostbar som muligt for tyskerne.
Der fulgte nu års arbejde på mange felter, som det vil tage en bog at berette om. Til at begynde med havde vi kun lidt sprængstof, men efterhånden kom nedkastningerne fra England i gang. Jeg havde møde med nedkastningschefen for Jylland, Toldstrup, der sendte en mand til Hjørring, kaldet Henriksen, men som var Flemming Thage, der organiserede M Grupperne sammen med vort arbejde. Vi vidste, at i en lille by som Hjørring ville det være vanskeligt at holde noget skjult, og vi indviede aldrig noget menneske i vore planer, og ingen af os kom nogen sinde til skade. I vor gruppe blev vi aldrig mere end 10 mand.”
ÅGE MOGENSEN
I 1930 blev Åge Mogensen ansat som skorstensfejermester i Dronninglund og her citeres fra hans beretning: “Den 9. april boede vi, min kone og jeg og vore to børn, i Dronninglund. Jeg fik et job som distriktskonsulent under Sæby politikreds og deltog i den anledning i et kursus i Randers. I dette kursus underviste daværende politikommissær Jæger i “Politiets arbejde”, og han blev faktisk min første inspiration til modstandsarbejdet. Vi var et hold på cirka 20 og diskuterede i hans timer så at sige kun tyskerne. De næste tre år gik med småtterier uden nævneværdig interesse, og det var algang, alsang, indsamling til forskellige formål og fordeling af illegale tryksager. Jeg tror, det var i slutningen af 1943, at trangen til noget mere aktivt arbejde dukkede op.
TAANUM
Politimanden Kaj Taanum skriver om starten af modstandskampen i sin personlige beretning, som familien Taanum har udlånt til brug for denne bog: “Indtil foråret 1943 var der ikke nogen egentlig modstandsbevægelse i Brønderslev. Der blev udsendt nogle illegale blade, som vi læste og videregav, til de blev lasede, men ellers indskrænkede befolkningens demonstrationer af uviljen mod tyskernes tilstedeværelse sig til alsang og algang.
”LÆS, INDEN DU TÆNKER PÅ MODSTAND. ADVARSEL.
For ikke yderligere at skade Modstandsbevægelsen maa vi paa det kraftigste henstille, at Befolkningen ikke omtaler, hvad den har hørt eller set af eventuelle Frihedskæmperes Arbejde.
Mange af vore Kammerater er arresteret netop paa Grund af Folkesnak, der før eller senere naar Gestapos Øre. Slig Snak kan ikke længere tolereres, fortsætter det ser vi os nødsaget til at statuere nogle eksempler for evt. paa den Maade at bremse Løsmundetheden. Derfor også i Deres egen Interesse: HOLD MUND med alt, hvad der kan skade vor Kamp for Danmarks Frihed.”