Modstandsbevægelsen

OM MODSTANDSBEVÆGELSEN I VENDSYSSEL.

“Det er KUN meget små uddrag fra den kommende bog”

Om selve modstandsbevægelsen og dennes kamp mod tyskerne i Vendsyssel kunne der skriveres flere hundrede sider, og derfor må der en begrænsning til, desværre. Faldskærmsagenter eller faldskærmsfolk er betegnelsen for de danskere, der blev trænet og siden kastet ned i Danmark af den britiske organisation SOE, og der blev i alt nedkastet 53 agenter i Danmark. I det følgende beskrives kort en række store personligheder og deres entré i modstandsarbejdet i Vendsyssel og for de fleste også på landsplan. De to første faldskærmsagenter i Danmark kom 28. december 1941, og det endte tragisk. Lægen Carl Johan Bruhn blev dræbt for der var problemer med faldskærmen. Bruhn skulle have fungeret som faldskærmschef og organisator. Hans makker hed Mogens Hammer, og han skulle fungere som radiomand. Hammer knyttede nogle vigtige forbindelser, bl.a. skaffede han kontakt til Mogens Fog, Stig Jensen og Flemming Junker, alle store personligheder inden for modstandsbevægelsen.

Faldskærmsmanden Christian Michael Rottbøll blev den 17. april 1942 nedkastet ved Jyderup sammen med to hjælpere, Paul Johannesen og Max Mikkelsen. Christian Michael Rottbøll blev født i 1917 og døde den 26. september 1942. Han var chef for S.O.E. i Danmark og faldskærmsmand.Han brugte dæknavnet “Rasmussen”. Christian Michael Rottbøll var søn af godsejer Henning Rottbøll og hans hustru Gudrun Elisabeth, Børglum Kloster ved Løkken.

Både Johannsen og Rottbøll blev dræbt i september 1942 og i begge tilfælde døde de i forbindelse med arrestationsforsøg fra det danske politi. Rottbølls tragiske død satte en stopper for våbenmodtagelsens videre arbejde.

Studenten Christian Ulrik Hansen fra Farsø havde været med til modtagelsen i Himmerland august 1942. Han var indkaldt til det danske militær, lå som kornet i Næstved i 1943 og blev interneret der efter 29. August. Da Christian U, som han kaldtes, blev løsladt fra internatet, fik han kontakt til modstandsbevægelsen. Han blev da leder af modtagelsesvirksomheden, der stadig koncentreredes i Nordjylland. Chr. U. Hansen var en af de stærkeste personligheder i den nordjyske modstandsbevægelse. Hans virke blev kun kort i denne periode. I slutningen af februar blev han taget og senere henrettet, lige som størstedelen af hans nærmeste vennekreds blev det, uafhængigt af ham. Fire af hans venner var blandt de 11 myrdede i Shellhuset.

Faldskærmsfolkene fik ret hurtigt i 1943 kontakter rundt om i Vendsyssel og kontakt med Frit Danmark-grupperne. I Hjørring, Frederikshavn og Skagen dannedes små sabotagegrupper, der hver fik udleveret et kg sprængstof med besked om, at det måtte de holde hus med. Det beskedne kvantum skulle holde det næste halve år, inden der kunne komme nye forsyninger fra England. Det blev besluttet, at den første lille beholdning på et kg skulle bruges til at sprænge mælkekondenserings fabrikkens kraftcentral i Hjørring i luften. Fabrikken leverede 90 pct. af deres produktion til Tyskland, og tørmælkspulveret gik til de tyske u-både i Atlanterhavet.

Hvad lavede officererne i Vendsyssel?

Premierløjtnant Aksel Smith Møller brugte dæknavnene: Punzi, Loke, Store Møller.

Supplerede i efterretninger især i Vendsyssel. Han arbejdede efterhånden med faste kontakter og med specialopgaver. I følge ikke dokumenterede skrifter udførte englænderne, amerikanerne samt den polske efterretningstjenester havde også spionage i Vendsyssel.

Premierløjtnant Ib Bruhn-Petersens dæknavne var: Petter, Dingy, Smack. Han begyndte arbejdet på uopdyrket mark. Arbejdede alene indtil begyndelsen af juni 1944. Arbejdsområde: specielle opgaver, bearbejdning og kommunikations.

Betjeningsmandskabet i kystbefæstningerne. Artilleriet havde et mandskab af de noget ældre årgange, men man kunne også træffe ganske unge mennesker/store drenge i besætningerne. Der var et personel med meget forskellige funktioner: Signaltjeneste, kontortjeneste, betjening af fast installerede våben og instrumenter, arbejdstjeneste, vagttjeneste. Det lidt ældre mandskab var en blanding af tyskere og et udpluk fra Polen, Tjekkoslovakiet, Østrig og Ungarn. Endvidere havde de større og helt store fæstningsværker en tildeling af regulært infanteri, af styrke fra kompagni til regiment. Der kunne være enheder med tysk personel imellem, men de fleste var med russisk mandskab. Signal- og radarstationerne, som var placeret i kystbefæstningerne, blev betjent af personel fra den tyske marine eller flyvevåbnet, alt efter funktionen.

Radar og lytteposter i Vendsyssel

Tyskerne var dygtige og effektive både med hensyn til krigsproduktion, uddannelse af militære enheder og strategisk og taktisk føring i felten. Deres materiel og militære organisationer hørte til verdens bedste på dette tidspunkt, og hovedparten af den tyske industri blev omstillet til krigsproduktion under krigen. Disse ressourcer blev anvendt på de primære fronter, og i Nordjylland så man stort set kun erobret eller gammelt materiel og andenklasses tropper på flere områder. Der var naturligvis undtagelser, herunder bl.a. radarmateriellet, som var en ny opfindelse.

Radiostationen ved Skibsby nord for Hjørring

Nedenunder ses en efterretning, som er sendt til Stockholm, der var bindeled/mellemled med danske efterretninger vedrørende tyskerne og deres færden samt deres installationer.

EFTERRETNING

“A.4. Paa Skibsbyhede, 5 km .. for Skibsby, findes følgende mærkelige Historie under Bygning. Omtrent færdigt.” “Ca. 60 Master med Ledning imellem. Diameter for Ringen ca. 200 m. Betjeningshus i Midten. Uden om Trætårne. Masterne 8-10 m. høje. Trætårne ca. 5-7 m. høje.” På meldinger var der tegnet nogle skitser, og meldingen sluttede med “Foreløbig intet Betjeningsmandskab og ingen Forsvarsordning.” “Stockholm, d. 18/9-1944. Hjørring. 10/9-1944.

Radiostation ved Skibsby N. f. Hjørring: Der har altid været det mystiske ved den, at den bevogtes og betjenes af ægte Marinesoldater. Det er noget af det allerførste, der blev lavet i Landet efter Besættelsen. Stationen bruges til at følge de allierede Skibe og Konvojer faktisk fra Afgangen i Amerika til Ankomsten til Liverpool eller hvor det nu bliver. Saa vidt man forstod, er det baade Radio, Pejling, dog mest Radio. – Dens Aktionsradius gaar lige til Middelhavet og Amerikas Kyst, siges det, men er dog bedst for Kanalomraadet, Nordsøen og det østlige Atlanterhav. Den betjenes af ca. 100 Marinesoldater og 30 Piger. Alle disse Mennesker er dygtige og skolede og meget betroede. Man sagde, at det var intellektuelle, langt den største Del. Det skal være Marinesoldater, fordi de skal kunne beherske alle maritime Udtryk og Vendinger. Ca. 80 pct er perfekte i Engelsk baade skriftligt og mundtligt. De skal kunne forstaa de engelske kommandoer m.m. Det er den næststørste Station af sin Art i Europa. Der findes kun tre i alt. Hver Formiddag Kl. 11 gaar der Melding fra Stationen til Berlin gennem Fjernskriver. I den sidste Tid er Stationen begyndt at interessere sig meget for Sverige. Stationen er meget vigtig for Tyskerne til Konstatering af fjendtlige Skibe, saa den skulde egentlig have et lille Hagl.”Stockholm, den 4. oktober 1944.Hjørring 13/9-1944.

Fra Kaj Mortensens privat arkiv.

En god og dygtig modstandsmand, der blev glemt i aviser, bøger og offentlighed er Hans Braad Sørensen, men det vidste Knud Simonsen, som var kommet helt fra Canada for at sige det:

“Der er en mand fra modstandskampen i Hjørring, vi har glemt. Hvis der er nogen, der fortjener et ridderkors ved 50-året for befrielsen den 5. maj 1995, er det ham.”

Der citres kort fra en artikel af Niels-Jørgen Tortzen:

“Hans Braad Sørensen var maskinarbejder hos Brüel under besættelsen og gik tidligt, nok i 1942, ind i modstandskampen, og han var den vigtigste mand i Hjørrings modstandskamp, mener Knud Simonsen. Braad Sørensens far havde gartneri ved Søndervang og forretning på hjørnet af Dronningensgade og Skolegade, fortæller Knud Simonsen. Hans faster var i 40 år ansat på postkontoret. Hun var også med i modstandsarbejdet. Bl.a. gav hun husly til radiofolkene. De var også med til våbenmodtagelser, bl.a. i Klosterskoven, Dronninglund Storskov og ved Tårs.

Ingvard Pedersens dæknavn var “I.K.Kristensen”, og han var distriksleder for Han Herred Landeværn. Ingvard Pedersen fortæller om en nedskudt RAF-mand (1942/43) bragt til Biersted Præstegård, hvor pastor Münster passede godt på manden, indtil kredslæge Bryder Nielsen tog sig af ham og fik ham sendt til Frederikshavn, hvor Frederikshavnerfolkene tog over og hjalp ham til Sverige. I 1943 deltog Ingvard Pedersen i flere møder i Aalborg, hvor han traf Juncker, Ole Geisler, Svend Wagner og Schøller. Der blev truffet beslutning om at Pedersen skulle få dannet grupper i området ved Store Vildmose og vestover, og i vinteren 1943/44 blev der dannet følgende grupper:

En gruppe i Birkelse med lederen Johs. Bryder Nielsen. På Centralgården i Store Vildmose var det Engel, der blev leder, og i Kaas var lederen O. Nørgaard. Også i Saltum, Pandrup og Aabybro blev der dannet grupper samt i det øvrige D2, Fjerritslev.

Spionage i Vendsyssel af Sigvald Ejsing

”Pens. kriminalassistent Harry Poulsen har oplyst, at han sammen med et par danske efterretningsofficerer havde spioneret til fordel for England. Det foregik jo ikke ubemærket i Frederikshavn, når en division elitetropper, 14. Luftwaffe Division, skulle flyttes fra Norge via Frederikshavn til Italien. De to nævnte efterretningsofficerer var tilknyttet modstandsbevægelsen i Vendsyssel, hvor de skulle tage sig af efterretningstjeneste og radiomeldinger til England. Det blev aftalt, at Harry Poulsen skulle udnytte sine gode kontakter til den tyske besættelsesmagt. Han tog ned til det tyske feldgendarmeri, hvor stabsfeldwebel Ritter som var chef for det tyske feltgendarmer i  i Frederikshavn.  Ritters næstkommanderende der var blevet chef fortalte beredvilligt om divisionen, der skulle til Italien og kæmpe mod de allierede.

Der skulle være en stor parade i Dronninglund, og Harry Poulsen var da velkommen til at komme og se paraden. Harry Poulsen takkede for indbydelsen og fremførte, at han havde et par kolleger, som ville være interesserede i at komme med. Tyskerne havde nok følt sig beæret over det danske politis interesse for den tyske værnemagt, for der blev straks givet tilladelse til, at de tre mand måtte overvære paraden, før divisionens afsendelse til den sydeuropæiske front.

M-grupperne og grupperne i Vendsyssel.

Gruppernes bevæbning var meget begrænset i sommeren 1944, og de fleste våben var pistoler og andre lette våben, og hvad angår sprængstoffer var der ikke mere sprængstof i hele Vendsyssel, end det kunne ligge i en bageovn, og dette stof skulle gemmes med henblik på at sprænge de tyske kommunikationslinjer i tilfælde af en invasion.  Hen på sommeren lykkedes det kommandør Bjørn Andersen sammen med Kaj Mortensen at gennemføre våbenmodtagelser på Doggerbanke. Bjørn Andersen havde tidligere været chef for Den Danske Marines Skagerrak Kommando, og han var i Vendsyssel.

Der blev forøget militær gruppedannelse i Vendsyssel, og de omfattede i ultimo september 1944, ca. 60 mand i Hjørring, 30 i Brønderslev, 50-60 i Frederikshavn og 20-25 i Skagen. I landdistrikterne bestod stort set kun militærgrupper i Hirtshals og Dronninglund.

Oberst Scheibyes våbenbetjening i grupperne.

Med centrale udpluk om Vendsyssel i Oberst B. A. Scheibye store beretning citeres der kort. ”Oberst Scheibye fortæller her: at C.G. Schøller, der var “gået under jorden”, og H.R. Sommer gav  efter nogen drøftelse, valget mellem to steder, nemlig Vejle eller Vendsyssel. Jeg valgte det sidste, idet jeg havde både venner og familie der, ligesom jeg havde fået nogle bekendte i Hjørring i efteråret 1942. Jeg kom til Brønderslev, hvor jeg fandt frem til den første kontakt, vistnok en lærer, og derefter skulle jeg gennem flere på hinanden følgende haver for at nå frem til lederen af distriktet. Hans dæknavn var “Palle”, og da befrielsen kom, viste det sig at være Kaj Mortensen, der var distriktsleder for Vendsyssel Distrikt 1. Mortensens nærmeste medarbejder hed Kaj Taanum, og han var politibetjent i Nørresundby og sluttede som politiinspektør. Ved dette første møde traf jeg daværende Bruhn-Petersen, som jeg ikke tidligere havde mødt. Schøllers dæknavn var “Blad”, og så fik jeg dæknavnet “Kvist”. Jeg tog rundt og instruerede modstandsgrupperne i våbenbetjening, kontaktede mange for skellige personer for at høre om uddannelse, opstilling og styrketal i grupperne.

Fra Kaj Mortensens arkiv blev der skrevet om distrikt 2, Vendsyssel.

“I Kaas var politibetjent Harry Axel Nørgaard med dæknavnet “Lund” distriktsleder i Han Herred Landeværn fra den 9. februar 1945. Lund blev født i 1920. Distriktet dækkede området fra Vadum til Sulsted i øst og til Hjermitslev og Saltum i nord, Klim i vest, og det var afgrænset mod syd af Limfjorden. Men kommer vi ned til Brovst, så ender Vendsyssel, når vi kører ind i byen fra øst, det siger de ældre vendelboer her i 2016.

Som i nabodistriktet, hvor Kaj Mortensen residerede, er det svært at sætte faste datoer på, hvornår modstanden og modstandsgrupperne blev oprettet i den vestlige del af Vendsyssel. 

Da distrikt 2 i udpræget grad ikke var præget af så meget industrisabotage, bliver det begrænset, hvad der kan berettes herom. Der var andre former for sabotager, som var direkte rettet mod tyskerne og deres danske håndlangere. Disse sabotageformer var afbrændinger af togvogne, klipning af luftledninger, sabotager mod transformatortårne og små bomber under bildækkene som sprængtes, når hjulet rullede”.

Kaj Mortensens jul 1944

”December 1944. En stor krig raser, nu på femte år, Den Anden Verdenskrig, større og vildere og mere djævelsk end den første. Denne gang er Danmark kommet med. Danmark er besat af fjenden, tyskerne. Landet er på krigsfod skønt alligevel ikke rigtig i krig. Men der knaldes og bombes og brages rundt om. Sabotage, kaldes det, og likvidering. Sabotage det er at sprænge noget i luften, som tyskerne har brug for i krigen, selv om det er dansk ejendom. Likvidering det er at skyde mennesker ned på gaden, danske mennesker, fordi de holder med tyskerne. Nogle siger, det er mord. Det siger de, der holder med tyskerne. Andre kalder det selvforsvar, det er dem, der holder med danskerne.

De, der laver hele balladen, kalder sig modstandsbevægelsen. Det er dem, der synes, at det ikke er nok med bare at holde med danskerne og så ellers sidde stille med hænderne i skødet og bare holde med. De mener, at der også må gøres noget for at få tyskerne hældt ud af landet igen, ikke bare vente, at russerne og amerikanerne og englænderne skal gøre det hele. Vi må da først og fremmest selv hjælpe til, mener de, selv om det er meget lidt, vi har at gøre med, og derfor meget lidt, vi kan gøre. Jeg holder med danskerne, med de danskere, der synes, at vi skal gøre noget selv. Derfor er jeg kommet med i modstandsbevægelsen, mere end jeg ønsker, og mere end jeg næsten kan klare psykisk som fysisk. Jeg er blevet en slags overhoved for bevægelsen i Vendsyssel og skal være alle vegne – fra Skagen til Dronninglund, fra Hjørring til Sæby, fra Frederikshavn til Brønderslev. Jeg har ikke ønsket dette hæslige job, det er kommet sådan lidt efter lidt af sig selv. Resten af brevet er i bogen.

Kaj Mortensens kurerpige.

Edel Nielsen skulle en dag til samtale ved fungerende overlæge P. Kofoed.

”På det tidspunkt var min mor indlagt på Hjørring Sygehus, og via min mor var jeg kaldt til denne samtale. Dr. P. Kofoed og jeg kendte hinanden fra min elevtid, og han var udmærket klar over, at mine brødre var med i modstandsbevægelsen. Dr. P. Kofoed sagde til mig: ”Kan du hurtigt sige din plads op? Er du gravid?” Til det første spørgsmål svarede jeg ja, og det næste nej. Overlægen sagde til mig, at nu da politiet var taget eller gået “under jorden”, manglede modstandsbevægelsen en kurer her i området, som var under ledelse af kriminalassistent Kaj Mortensen, der på det tidspunkt brugte dæknavnet “Palle” Kofoed sagde: “Vil du påtage dig det arbejde” så sætter jeg mig i forbindelse med overlæge Helsted på tuberkulosestationen på Springvandspladsen i Hjørring, og der bliver du ansat proforma med det samme.

Tyskerne overgiver sig med vridninger i deres sind.

General von Baer var chefen for de tyske tropper i Vendsyssel. Han havde sit hovedkvarter i Brønderslev, og han var manden, der skulle kapitulere over for den danske modstandsbevægelse.

Modstandsbevægelsen valgte omkring den 1. maj amtmand Friis Jespersen i Hjørring til at føre forhandlinger med General von Baer og overtale ham til kapitulation. Forhandlingerne mellem sektionsledelsen og amtmanden foregik i Bolleholt Skole lidt uden for Hjørring. De ledende folk fra modstandsbevægelsen og amtmanden sad i forhandlinger den 4. maj om aften, da frihedsbudskabet kl. 20.36 kom fra BBC i radioen.

Der blev enighed om, at amtmand Friis Jespersen samme aften skulle sætte sig i forbindelse med general von Baer for at træffe de fornødne aftaler om tyskernes forhold efter kapitulationens ikrafttrædelse.

Den første samtale gav et negativt resultat og von Baer udtalte: “Jeg kender ikke den danske modstandsbevægelse og enhver dansker, der antræffes med våben eller armbind vil blive skudt på stedet”.

På det tidspunkt var der 20.000 tyske soldater i Vendsyssel, og der var kun cirka mellem 2000 og 2500 modstandsfolk og mange af dem uden våben.

Hen over natten blev der udstedt ordre til, at modstandsbevægelsens styrker i Vendsyssel skulle afholde sig fra enhver aktion, indtil der blev givet udtrykkelig ordre, alt andet kunne være gået grueligt galt.

I Skagen havde modstandsbevægelsen sneget sig til en hemmelig forbindelse til det tyske fjernskrivernet og den 5. maj om morgen læste modstandsbevægelsen med på dette telegram, der indløb til alle tyske militære Afdelinger:

“Jede Aufforderung zur Waffenniederlegung oder Übergabe von Waffen ist abzulehnen. Jeder gewaltsame Versuch dieser Art ist mit Waffengewalt niederzuschlagen.

Lindemann, Generaloberst”.

Det fremgår ikke i telegrammet, om det har været generaloberst Lindemanns hensigt endnu på dette tidspunkt at fortsætte kampen på dansk jord uanset den tyske regerings kapitulation, eller om hans tyske »officersære« har forbudt ham at kapitulere over for modstandsbevægelsen. Den 5. maj sidst på formiddagen indløb der et telegram på modstandsbevægelsens “illegale forbindelse” over til det tyske fjernskriverkabel:

TYSK UDGAVE:

GEHEIM. Ab 5/5 0800 Uhr deutsche Sommerzeit Waffenruhe gegenüber den Truppen des Feldmarschalls Montgomery. Sie umfasst alle Verbände des Heeres, der Kriegsmarine, der Luftwaffe und der Waffen-SS in Bereich der Niederlande, Friesland einschl. der west- und ostfriesischen Inseln und Helgoland, Schleswig-Holstein und Dänemark. Sofort an sämtliche unterstellten Truppen bekanntgeben. Eingang des Befehls nachprüfen. In See befindliche Transportbewegungen der Kriegsmarine laufen weiter. Keinerlei Zerstörung Schiffsversenkung und Kundgebung, Sicherung aller Vorräte. Gehorsam und Disziplin mit eiserner Strenge aufrechterhalten. Weitere Befehle folgen.

gez. Keitel, Generalfeldmarschall.

Zusatz: Vorstehender Befehl ist sofort allen Truppen und Dienststellen bekanntzugeben.

DANSK UDGAVE:

Hemmeligt: fra 5/5 0800 tysk sommertid våbenstilstand overfor feltmarskal

Montgommery’s tropper.

Den omfatter alle enheder under hæren, krigsmarinen, flyvevåbenet og Waffen SS i området Nederlandene, Friesland inkl. de vest- og østfrisiske øer og Helgoland, Slesvig-Holsten og Danmark.

Dette skal omgående bekendtgøres overfor samtlige underlagte tropper.

Indgang af befalingen skal efterprøves.

De til søs værende transport bevægelser under krigsmarinen fortsætter.

Ingen ødelæggelser, skibssænkninger og forsamlinger.

Sikring af alle forråd.

Lydighed og disciplin opretholdes med jernhård strenghed.

Yderligere befalinger følger.

Sign. Keitel, Generalfeltmarskal

Ovenstående befaling bekendtgøres omgående for alle tropper og tjenestesteder. 

Sektionschefen satte sig i telefonisk i forbindelse med general von Baer efter at have læst det hemmelige telegram, og von Baer erklærede sig villig til at modtage repræsentanter for den danske modstandsbevægelse Kl. 14 samme dag. Her mødte Kriminalbetjent Kaj Mortensen og hans militære rådgiver, premierløjtnant Skejbye, op og holdt møde med general von Baer og hans stab på Teknisk Skole i Brønderslev. Generalen accepterede de danske krav, og kl. 17 samme dag overtog modstandsbevægelsen i Vendsyssel den udøvende magt. De tyske tropper blev interneret i deres kvarterer, og ikke et eneste sted i Vendsyssel kom det i forbindelse med kapitulationen til kamphandlinger.