”Spentrup Gård”
Natten mellem den 16. og den 17. april 1943
Halifax maskinen lettede fra Tempsford flyvepladsen kl. 21.00 og landede igen kl. 03.41 engelsk tid. Fra engelsk side er der ved denne nedkastning noteret navne som: ”Tablelamp og Tablegossip 1”. Signalbogstav Q for dronning.
Maskinen var over målområdet mellem kl. 23.56 og kl. 00.00. Der blev nedkastet 1. agent, Kaj R. Lund. 4 containere og 1 pakke.
Natten mellem den 20. og den 21. april 1943
Fra engelsk side er der ved denne nedkastning noteret navne som: ”Tabletop 2 og Tablehabit”. Signalbogstav fra jorden Q for dronning. Svar fra maskinen: L for London. Halifax maskinen nedkastede kl. 00.33, agent. P. Lok-Lindblad og 4 containere som blev modtaget af Hvidstensgruppen, Ole Geisler og Verner Johansen. Modtagepladsen blev kaldt: ”Mustard Point”.
Natten mellem den 11. og den 12. maj 1943
Halifax maskinen lettede fra Tempsford flyvepladsen kl. 22.04 og var tilbage på samme flyveplads (basen) kl. 06.11. engelsk tid. Fra engelsk side er der ved denne nedkastning noteret navne som: ”Tablejelly og Tablegossip 2”
Der blev nedkastet 2 containere, 2 pakker og 25 ”pidgions” Udover godset blev der nedkastet 2 agenter og det var: Poul Hansen og Peter Carlsen.
Lokaliteten er nævnt forskellige steder som “Mustard Point” og der er også nævnt at nedkastningen fandt sted dagen før, nemlig den 10. maj.
Natten mellem den 17. og den 18. maj 1943
Halifax maskinen lettede fra Tempsford flyvepladsen kl. 21.54 og var tilbage på samme flyveplads (basen) kl. 04.06. engelsk tid. Fra engelsk side er der ved denne nedkastning noteret navne som: ”Tablemustard ogTablegossip 3”
Kl. 01.04 blev der fra 700 fods højde nedkastet 4 containere og 3 agenter og det var: Vildfred Christian Petersen, Hans Robert Filip Johansen og Jens Jacob Jensen.
Signallysene fra jorden var fine og der blev brugt S-phone med et ”Hallo, hallo”.
Natten mellem den 22. og den 23. juli 1943
Halifax maskinen lettede fra Tempsford flyvepladsen kl. 21.28 og landede på flyvepladsen, Syerston, kl. 04.54 engelsk tid. Fra engelsk side er der ved denne nedkastning ”operation Tablemargarine” noteret navne som: ”Tablesandwich og Tablegossip 5”. Pladsen modtog kl. 00.55 en agent, Erik Boelskov.
S-Phone kaldet var: ”Hitler kalder Mussolini”, men telefonen virkede ikke noterede flyets kaptajn. Der skulle også have været droppet 2 pakker og 4 containere, men kun pakkerne blev droppet.
Natten mellem den 11. og den 12. oktober 1943
Halifax maskinen lettede fra Tempsford flyvepladsen kl. 18.55 og landede på flyvepladsen, Kinloss, kl. 02.35 engelsk tid. Kl. 23.17 blev der nedkastet 6 containere fra 450 fods højde.
Natten mellem den 14. og den 15. oktober 1943
Modtagegruppen signalerede ved et uheld til et tysk fly i området. Der blev ingen modtagelse den nat.