Østjyske aviser 1944
Klik på billederne og du får dem i stor størrelse
ILLEGALE SKRIFTER
Der siges med forbehold at det første “illegale skrift” udkom efter, at tyskerne havde besat vort land, og det var den 18-årige gymnasieelev Arne Sejr fra Slagelse, der havde skrevet dette. Arne havde lavet 30 eksemplar til omdeling med følgende indhold:
”Danskerens ti bud.
1. Du må ikke tage arbejde i Tyskland eller Norge.
2. Du skal lave dårligt arbejde for tyskerne.
3. Du skal arbejde langsomt for tyskerne.
4. Du skal ødelægge vigtige maskiner og værktøj.
5. Du skal ødelægge alt, hvad der gavner tyskerne.
6. Du skal forsinke alle transporter.
7. Du skal boykotte tyske og italienske blade og film.
8. Du må ikke handle hos nazister.
9. Du skal behandle landsforrædere efter fortjeneste.
10. Du skal værne enhver, der forfølges af tyskerne.”
Næste morgen gik Arne Sejr rundt i byen og smed sine løbesedler ind ad brevsprækker hos mennesker, som han mente, ville bringe de ti bud videre til andre danskere.
Den illegale presse fremmede forståelsen blandt danskerne for at gøre modstand og hermed også deltage i sabotager og forberede sig på en væbnet modstand, når tiden var inde. Desuden beskæftigede de fleste illegale blade sig med sociale spørgsmål og forholdene på arbejdspladserne, og hele den illegale presse havde en kolossal betydning som det offentlige talerør for at opnå en modstandsvilje her i landet. De illegale blade/aviser bragte nyheder om regeringens eftergivenhedspolitik, sabotage, schalburgtage, clearingmord og værnemagere, og man skrev også navnene på ”feltmadrasser”, unge danske piger og kvinder, der dyrkede intim omgang med tyskerne. Var man i lag med tyskerne, måtte man også forvente at se sit navn udstillet i den illegale presse. Folkestrejkernes begyndelse i 1943 gav Frihedsbevægelsens ledelse mange værdifulde erfaringer. Strejkerne havde stillet store krav til Frit Danmark-gruppernes arbejdsindsats, og døgnet rundt måtte befolkningen vejledes og styrkes gennem udsendelse af proklamationer og særudgaver af bladet. I nogle lokale udgaver havde man en rubrik, der blev kaldt ”Gabestokken”, og her kunne modtagerne af de illegale aviser læse navne, adresser og sågar telefonnumre på danskere, der samarbejdede med fjenden.
Modstandsmanden Knud Christensen skrev følgende i bogen, ”Vendsyssel under besættelsen”, som sagtens kan sammenlignes med andre landsdele:
”Min ”illegale” ungdom begyndte i august 1942. Nå ja, der havde vel været et par småhændelser i forvejen. Gennem en bekendt havde jeg således fået fat på en håndfuld næsten ulæselige duplikerede sider med norske krigsdigte af Arnulf Øverland og Nordahl Grieg. De blev på skrivemaskine afskrevet i fem-seks eksemplarer, som min gode ven og sammensvorne, Knud Tophøj, indbandt i blåt karton og på titelbladet forsynede med et smukt, rødt laksegl, der med en norsk femøre som signet var præget med kong Haakon den Syvendes våbenskjold. I august 1942 kom jeg på handelsgymnasium i Aalborg. Og kort tid efter blev jeg medlem af Dansk Samling, som jeg var stødt på via tidsskriftet “Det tredje Standpunkt”.
Dansk Samling var et legalt parti, som var i opposition til samarbejdspolitikken, men det viste sig hurtigt, at det bag den uangribelige facade også rummede en illegal bevægelse, som senere skulle vise sig at være en af modstandskampens betydeligste. Det begyndte for mig som for de andre modstandsfolk med deltagelse i illegal bladvirksomhed på Mødrehjælpens kontor i Ågade i Aalborg. Hjemme på mit værelse havde jeg forud på stencil afskrevet de illegale blade, om f.eks. “Niels Jydes Breve” og andre, og når trykkeprocessen var overstået, blev skrifterne pakket og gjort klar til forsendelse. Pakkerne blev i små portioner fordelt til forskellige af vore folk, som så påtog sig at gå på posthuset med dem – og betale portoen!
En betragtelig del af den stedlige, illegale presse blev udgivet af kommunisterne og var naturligvis præget af deres politiske synspunkter. Også den nordjyske udgave af det tværpolitiske “Frit Danmark”, der var landets størst illegale blad, blev i Aalborg redigeret af en mand, som dengang tilsluttede sig kommunisterne. Det var adjunkt Arne Nielsen, som var min strenge lærer på handelsgymnasiet, og for hvem jeg havde en gevaldig respekt. Respekten blev senere på anden vis udbygget gennem fælles indsats i modstandskampen og blev senere til et varmt venskab, som nu har holdt gennem et par menneskealdre. Stærkt eftersøgt af Gestapo måtte han i 1944 en tur til Sverige.
I løbet af 1944 blev bladvirksomheden forstærket med en ugentlig udgivelse, som vi kaldte “Budstikkens Efterretningstjeneste”, og som løbende tog sig af alle de nyheder etc., som de legale aviser ikke kunne trykke. Stoffet til disse ugeaviser kom hovedsageligt fra det illegale nyhedsbureau “Information”, fra hvem vi næsten daglig modtog post. Til gengæld forsynede vi nyhedstjenesten med nordjyske efterretninger, som vi fik fra vore forbindelser heroppe.
Fra en forholdsvis beskeden begyndelse i Aalborg skete der nu i hurtigt tempo en række udvidelser af organisationen. Der blev dannet afdelinger i Randers, Hjørring, Viborg og Århus. Sidstnævnte sted udkom bladet under navn af “Observer”, idet “Frit Danmark” i Århus havde en lokaludgave, som man kaldte “Budstikken”. Vi forsynede derefter vort blad med undertitlen “Fri jysk Tidende”. Hovedredaktionen lå fortsat i Aalborg, og her havde vi to unge piger til at maskinskrive stencils til bladene.
Disse blev så sendt til de forskellige afdelinger, som herefter sørgede for duplikering og udsendelse. Forbindelsen til Viborg blev etableret gennem en ung mand, som jeg første gang traf på et illegalt møde i 1943. Christian U. Hansen hed han. I samme møde deltog ligeledes Niels Fiil, sønnen fra Hvidsten Kro, som skaffede os kontakt med folk fra Randers.
I Aalborg var Palle Schmidt, den senere rektor på Esbjerg Seminarium, blevet udnævnt til at forestå trykningen af Ålborg- og Vendsysseludgaverne. Han havde en formidabel evne til at fremskaffe nye arbejdssteder, når de gamle blev for ”varme”. Hans store samling af illegale skrifter dannede grundlaget for det museum for besættelsestidens illegale publikationer, som han i samarbejde med Esbjerg Kommune grundlagde. Også Hirtshals sørgede vi for. Naturligvis havde byen fået sin andel af “Budstikken”-bladene, men som god lokalpatriot fandt jeg, at byen faktisk burde have sin egen illegale avis. Derved opstod “Frit Vestjysk Fiskeritidende”, som ganske vist havde hovedparten af indholdet fælles med “Budstikken”, men hvor en del lokalstof også kunne bringes. Oplaget var på 400-600 eksemplarer. Det blev trykt i Ålborg og herefter sendt til min gamle ven og spejderkammerat Knud Tophøj og hans far Martin Tophøj, som sørgede for den videre fordeling. Samarbejdet med disse to blev grund-laget for modstandsbevægelsen i Hirtshals. Som leverandører af artikler til bladene havde vi en lang række udmærkede skribenter. Blandt de i dag bedst kendte er nok forfatteren Erik Aalbæk Jensen, der den gang var ung student. Vi mødtes i øvrigt senere i koncentrationslejren Dachau, men det er en anden historie.
Også fra den svenske forfatter Vilhelm Moberg fik vi bidrag. Det skete via vore kontakter i Göteborg, som sendte dette og andre materialer med de illegale rutebåde til Sæby. Vores første udgivelse var en lille mindebog over digteren og præsten Kaj Munk, som tyskerne i januar 1944 havde myrdet. Den blev skrevet af pastor Siegumfeldt, der var en af Kaj Munks studenterkammerater, og vore partnere i Århus sørgede for trykningen hos en lokal bogtrykker. Da en bog jo helst skal udkomme på et forlag, opfandt vi til lejligheden “Sct. Olai Forlag, Hjørring”. Det lød så hjemligt! Den næste udgivelse skulle efter planen være Kaj Munks skuespil “Niels Ebbesen”, men her kom Gestapo endnu engang i vejen. Bogtrykkeren måtte gå under jorden. Fra en velbeslået faldskærmsmand, som jeg i anden anledning havde kontakt med, og til hvem jeg en passant og ganske upersonligt havde fortalt om pro-blemerne på presseområdet, fik jeg imidlertid helt overraskende et stort bundt sedler. Tusinde kroner var der, og det svarede vel dengang til 3-4 måneders normal arbejdsløn. Det lunede utroligt!
Men nyheder og kommentarer behøver jo ikke nødvendigvis at trykkes. De kan også fortælles, og således opstod planen om at lave egen radiostation. I sommeren 1943 havde jeg i Dansk Samling truffet en ung modstandsmand, som var ingeniør på B&O i Struer, Rørbæk Madsen. Han fremstillede nu en sender til os, og som redaktionschef og speaker havde vi udnævnt en af mine tidligere lærere på handelsgymnasiet, adjunkt Kaj Borch, som ad sære veje var kommet med i organisationen. Også skolens leder, forstander Seifert, havde lovet at medvirke. Han skulle fungere som speaker på tysk, idet vi havde planer om tillige at lave propagandaudsendelser til de tyske soldater i området.
Efter et par udsendelser måtte Budstikkens radio imidlertid stoppe. Årsagen var min arrestation, som betød et afbræk i mange aktiviteter. I øvrigt genså jeg tilfældigvis senderen hos Gestapo et par måneder senere. Da havde man forsøgt at arrestere Borch, som det imidlertid var lykkedes at undslippe. I hans lejlighed havde tyskerne fundet senderen.
INDBRUD MED FORHINDRINGER
Som nævnt var det svært at skaffe papir. Dels fordi det kostede penge, dels fordi man jo ikke blot kunne gå ind i en forretning og bestille 10.000 ark til fremstilling af illegale skrifter! Duplikatorpapiret blev derfor i begyndelsen indkøbt i små portioner i forskellige forretninger. Senere løste også dette problem sig, idet vi fik en prokurist i et større papirlager indrulleret i grupperne.
På et tidspunkt brændte det alvorligt på med at skaffe papir. En af gutterne, Emil, havde imidlertid jævnligt haft lovligt ærinde hos et stort, tysk entreprenørfirma med kontor i Nørresundby og havde på lageret observeret en ret imponerende papir-mængde. Der var også et par fine, nye skrivemaskiner på kontoret, og da min gamle rejseskrivemaskine efterhånden var nedslidt af meget overarbejde, kunne den have god brug for afløsning. Vi besluttede derfor at aflægge tyskerne et besøg, og fire-fem mand mødtes følgelig en aften hos en af kammeraterne, som havde værelse øverst oppe i en ejendom på Vesterbro i Aalborg. Planen for operationen blev nøje udviklet over for deltagerne. Et par pistoler og en maskinpistol blev udleveret, sådan for alle tilfældes skyld. To mand var i forvejen bestilt til på et bestemt tidspunkt at møde op på åstedet med en kraftig, trehjulet budcykel med stort lad. Alt var i orden, afgang!Men ak, da vi skulle forlade værelset, var døren gået i baglås. Skyde låsen i stykker, som en frustreret gut foreslog, kunne vi naturligvis ikke, for der boede jo mange mennesker i ejendommen, og hvem vidste, hvad det var for folk. En hektisk aktivitet med nøgler og lommeknive og de til brug i Nørresundby medbragte dirke gav absolut intet resultat. Låsen sad uhjælpeligt fast. Og minutterne gik. Fra fjerde sals højde er der langt ned til gaden, og desuden havde vi ikke noget reb eller sådant. Men på værtens seng var der et solidt dynebetræk. Med dette bundet om det ene håndled blev han sænket til næste etage, hvor der gennem mørklægningsgardinerne kunne anes et svagt lys. Og efter at have banket på ruden og næsten skræmt livet af husets frue, som var alene hjemme, blev han lukket ind og kunne alarmere ejendommens vicevært, som kort efter kom til stede og udefra mirakuløst fik bugt med låsen.
Budcykelfolkene på den anden side af fjorden havde næsten slidt både dæk og nerver op, da vi ikke kom til den aftalte tid, og de havde været på nippet til at forsvinde, da vi dukkede op. I de nordenfjordske låse virkede dirkene fortræffeligt, og resten klarede vi med et kraftigt brækjern. I løbet af nul komma niks var vi inde på kontoret, og hurtigt blev budcyklen fyldt op med stakkevis af papir samt et par fine, nye skrivemaskiner af mærket Olivetti. Ved de næste to-tre udsendelser af ”Efterretningstjenesten” stod der tysk firmanavn m.v. på bagsiden af bladene.
En anden og nok så camoufleret propagandaform fandt man i de tyske film, som udover danske og svenske var de eneste tilladte i biograferne. I Vesterbro Bio i Aalborg spillede man gennem et længere stykke tid en tysk farvefilm, som blev set af mange mennesker. “Den gyldne stad” hed den, og den var usædvanligt smukt fotograferet. Handlingen udspillede sig i Prag, og som underlægningsmusik havde man hele filmen igennem brugt de skønne toner fra Smetanas “Moldau”. Kort fortalt handlede den om en smuk, blond og blåøjet, sudetertysk pige, som falder for en sortsmudsket tjekkoslovak og derved føres i ulykke, men bliver reddet af en ægte, raceren og arisk germaner.
Det racistiske budskab om det tyske herrefolk og de slaviske undermennesker gennemsyrede filmen, som i kraft af teknisk perfektion og skønhed var farligere end tyskernes sædvanlige propagandafilm, der som oftest kun kaldte på latteren.
Filmens succes og dens evt. indflydelse på folks underbevidsthed bekymrede mig noget, og en aften hentede Chr. Svendsen og jeg fra vort illegale depot de eneste to pistoler, vi dengang ejede. Til gengæld var det et par svære 11- millimeters ”artilleri-stykker” af mærket Colt. Med dette isenkram i lommerne og med en sammenrullet sæk på bagagebæreren cyklede vi ind til biografen.
Oppe i det lille operatørrum blev vagthavende temmelig bleg, da vi med ansigterne delvis dækkede af vore halstørklæder viste ham indholdet af vore lommer, og beredvilligt fandt han frem til rullerne med filmens først del og dens slutning. Disse blev lagt i Christians sæk, mens filmen i øvrigt fik lov at køre videre. Publikum i biografen havde naturligvis intet mærket til vort lille besøg, men slutningen på filmen gik man glip af. Til gengæld fik modtagerne af næste Aalborg-udgave af “Budstikkens Efterretningstjeneste” en advarsel mod den slags nazipropaganda samt en opfordring til i al almindelighed at boykotte tyske film. Som en påmindelse var hvert eksemplar af bladet vedhæftet et par billeder fra filmstrimmelen”.
Dette var lidt af, Knud Christensens, spændende beretning fra bogen ”VENDSYSSEL UNDER BESÆTTELSEN” og jeg håber at Knud også skriver en beretning eller to til den nye bog om Østjylland, Djursland og Samsø under besættelsen.
Oplagstal for de illegale aviser under besættelsen 1940 til 1945.
1940 1.200 eksemplarer
1941 40.000 eksemplarer
1942 301.000 eksemplarer
1943 2,6 millioner eksemplarer
1944 11 millioner eksemplarer
1945 10 millioner eksemplarer
Der kan indsamles bunker af oplagstal på de illegale aviser under besættelsen, derfor er ovenstående tal med forbehold.
SKRØNE
Modsat andre besatte lande, hvor det blev forbudt at lytte til BBC, og hvor radioapparater blev beslaglagt af besættelsesmagten, var det i Danmark gennem hele besættelsestiden aldrig forbudt at lytte til BBC. Det skyldtes Danmarks særstatus blandt de besatte lande som en formelt suveræn stat. Selvom danske myndigheder således lod det forblive tilladt at lytte til udenlandsk radio, forsøgte besættelsesmagten allerede fra begyndelsen at forstyrre signalet med støjsendere, men uden større held. BBC instruerede fra et tidligt tidspunkt de danske lyttere i at styre uden om de tyske signalblokeringer.
Side 3. fra BUDSTIKKEN den 1. december 1944. De illegale aviser blev fremstillet på forskelligt papir og i folio størrelse, som er større en det A4 ark vi kender i dag. De fleste af de illegale aviser mister med tiden farven og om få år kan de ikke læses mere. Privat samling.
Her ses side 4 fra BUDSTIKKEN 1. december 1944. Privat samling.
Her på bagsiden af BUSTIKKEN kan der læses om sabotager, stikkere og hvad der rørte sig i dagligdagen i Aarhus. Dengang var ingen illegale aviser tilbageholdne med at skrive navn og adresse på stikkerne. Men nogle gange er det nødvendigt at strege folks efternavn over, da nogle af disse efternavne er genkendelige den dag i dag.
Side 4. fra Budstikken Aarhus den 6. oktober 1944.
Budstikken Aarhus 1. september 1944. Privat samling.
