Om nedkastninger
Klik på billederne og du får dem i stor størrelse’
Om våbennedkastninger.
Der er skrevet mange bøger om nedkastningsteknikker og hvordan følelsen har været ude på den nattekolde modtageplads, mens de ventede på flyet. I beretninger fra modtagehold skiver folkene at de ville aldrig glemme oplevelsen ved at se den store tunge maskine åbne sin bug, og se de mange containere vælte ud, ofte med farvestrålende faldskærme, der åbnede sig i den dunkle nat med månen som den eneste lampe, svagt lysende og hjulpet af modtagegruppernes fire signallygter, der i kort tid lyste op mod himlen for at folkene kunne lede maskinen ind på den rette kurs til midten af modtagepladsen.
Der findes bøger og hjemmesider, som meget præcist fortæller om alle de flytyper, der blev anvendt til nedkastninger i Danmark. Til dette kapitel har bogen fået hjælp fra specialisten i våbennedkastninger, “dropping”, nemlig Søren Flensted, som har været flymekaniker i hele sit arbejdsliv. På Søren Flensteds hjemmeside kan du læse alt om flytyper, dropping, og gravsteder over de allierede, der blev skudt ned i luftkrigen over Danmark. Få en oplevelse på hjemmesiden: Airwar over Denmark: http://www.flensted.eu.com
SÆRMELDINGER I BBC
Overalt i Danmark sad folk aften efter aften og lyttede troligt til de efterhånden trivielle særmeldinger i BBC, når der blev sendt til Danmark. Alle forstod, at det drejede sig om ordrer til den danske undergrundshær, og de fleste gættede sig til, at det handlede om våbenforsyningerne.
Der skrues på knapperne, og der lyttes intenst, for BBC udsendelserne var plaget af de tyske støjsendere for at genere lytterne. I Danmark måtte vi godt lytte til BBC modsat de øvrige besatte lande i Europa, hvor det var strafbart. Foto: Gerhard Krogh.
Men få var i stand til at tyde særmeldingerne, og kun få af de uindviede anede den store organisation og det enorme arbejde, der lå forud, før BBC kunne udsende det engelske hovedkvarters sidste ordrer om, at i aften ville RAF flyve til Danmark for at nedkaste våben og sabotagemateriel. Siden kom der også fra Sverige meldinger, som kunne lyde som det rene volapyk, og det kunne være meddelelser til aktioner, som sabotørerne skulle udføre på et forudbestemt sted i landet. Det havde intet at gøre med nedkastninger fra himlen, men det kunne have med våbentransporter over havet at gøre fra Sverige til Danmark. Men før modtagefolkene havde glæde af særmeldingerne fra BBC, skulle der først findes en egnet plads, og pladsen skulle godkendes af RAF/SOE, før den kunne tages i anvendelse.
ET MODTAGEHOLD
Kunne bestå af fire vagter og mange gange flere alt efter pladsens beliggenhed.
Vagternes opgaver var at holde udkig efter containers og det personel, der skulle assistere ved indsamling og læsning af containere og faldskærme. Men vagterne skulle også tælle, hvor mange containere der kommer ned, samt hvor mange skærme der åbner sig. I nogen tilfælde kom der agenter med ned, og disse skulle der holdes særligt øje med. Agenterne skulle bringes bort fra pladsen som det første.
Det var derfor nyttigt, hvis modtagegrupperne omfattede folk som læger og dyrlæger, der havde tilladelse til at køre trods besættelsestidens generelle forbud mod privat bilkørsel. Opsamlingen kunne foregå på mellem 20 og 30 minutter, men det kunne tage lang tid, og den lyse morgenstund kunne nærme sig, hvis droppet havde drillet, og noget var blevet væk eller en container var ødelagt. Det har været opslidende hårdt arbejde, og tillige skulle de bagefter passe det daglige arbejde. Derfor kunne folkene få en pep pille eller flere (Mecodrin), så de ikke på grund af træthed afslørede nattearbejdet, der jo ikke kom andre ved.
Lægen Ejnar Ammundsen fra Toldstrups stab beretter i bogen ”Vor vej til 5, maj” om radiofyr:
“Til Hjælp for Flyverne anvendtes forskellige Radioinstallationer. Først og fremmest var der i den vestlige Del af Jylland opstillet fire Radiofyr af en speciel Konstruktion, således at de kunde pejles af specielle i Flyvemaskinerne indbyggede Apparater. Disse ”Eureka” havde en Rækkevidde på et par Hundrede Kilometer, og Piloten kunde ved Krydspejling bestemme sin nøjagtige Position, inden han kom til Kysten, og således undgå de Steder, hvor han vidste, at de tyske Luftværnsbatterier stod opstillede. Det var ikke altid lige let at anbringe disse Radiofyr på de af Englænderne udpegede Steder. Jeg husker således, at vi en Gang fik Ordre til at anbringe et sådant Radiofyr i en lille Landsby Syd for Herning. Da jeg kom derud, viste det sig, at der Dagen før var kommet tysk Indkvartering i hvert eneste Hus. Nu var gode Råd dyre, men så fandt vi på at placere Senderen på Kirkeloftet, idet vi fjernede nogle Tagsten og stak Antennen ud gennem Taget, og her sad, jeg tror, det var Kordegnen, og sendte Nat efter Nat.
Foruden disse Radiofyr havde vi rundt omkring på en Del af Nedkastningspladserne anbragt mindre Fyr af samme Type. Disse Radiofyr kunde Piloterne pejle med 50 meters Nøjagtighed, således at man i givet Fald kunde arrangere Nedkastning uden at behøve at anvende Stavlygter. Hele Jylland var således dækket med Radiofyr, hvad der navnlig i Nætter med dårligt Vejr var af stor Betydning for Flyveren. Radiofyrenes Konstruktion var en vigtig militær Hemmelighed, og der var strenge Instrukser om, at de ikke måtte falde i Tyskernes Hænder. Til hvert Apparat hørte en Sprængladning, og Manden, der betjente Apparatet, havde Pligt til at sprænge det i Luften, før han selv bragte sig i Sikkerhed, hvis Tyskerne opdagede, hvad der foregik, berettede Ammundsen”.
I en rundskrivelse skriver Toldstrup den 22. april 1945 til samtlige nedkastningschefer i forkortet udgave:
“Hidtil har der kun måtte være en Eureka i hvert område svarende til de nordjyske distrikter. Nu giver England lov til at placere en Eureka ved de forskellige modtagepladser, blot der er 20 km. mellem hver Eurekas placering, og pladscheferne bedes sende Toldstrup et kort, hvor de forskellige Eureka står placeret med det nummer, der står i bunden af hver Eureka. Denne manøvre giver mere præcis nedkastning. Underskrevet Støvring som er Toldstrups dæknavn i denne skrivelse.
På modtagepladserne var det også strengt forbudt med brug af overflødigt lys, og tobaksrygning kunne ikke tillades, da det kunne ses milevidt væk. Gløden fra en cigaret i den mørke nat ville virke som et fyrtårn. Der skulle være fuldstændig ro og orden under operationen.
Bevæbningen af vagtholdene blev også taget i brug, efterhånden som der blev flere våben til rådighed, og især ved krigens slutning var der våben på pladsen til at forsvarer sig med mod tyskerne, hvis de kom. Det var dog ikke så let at cykle ud til modtagepladsen fra ens hjem, der kunne ligge 10 km. borte. På sådan en cykeltur kunne man nemt blive stoppet af tyskerne, hvis man brugte de lidt større veje. Derfor gik turen til modtagepladsen ofte langs markskel og små grusveje til fods, men det var også farlig, da der var udgangsforbud, så i de fleste tilfælde lå vagtholdets våben godt gemt i nærheden af pladsen.
Side 1. Kopi af original telegram. Kaj Mortensens private arkiv.
Side 2 af ovenstående telegram. Kaj Mortensens private arkiv.
Lidt blandede containere. Foto: Lars Moesgaard.
Telegram til lederne af nedkastningspladserne. Bloch er dæknavnet for lægen Ammundsen og Støvring er dæknavnet for Toldstrup. Kaj Mortensens privat arkiv.
Diverse våben fra nedkastningerne. Foto: Lars Moesgaard.
