Politiet Vendsyssel
Klik på billederne og du får dem i stor størrelse
En af de første politirapporter efter besættelsen den 9. april 1940. Sigvalds Ejsings arkiv. DER ER FLERE NYE FOTO OG DOKUMENTER EFTER TEKSTEN NEDENUNDER.
Politiet i Vendsyssel
I kriminalpolitiets dagbog skrives der den 9. april 1940:
“07 – 12: Patruljering i byen i anledning af nedkastning af flyveblade m. v. Kl. 13 – 17 ordning af hotelkartotek og kontortjeneste. Kl. 19 – 24 tilsyn mørkelægning og indkvartering af tyske soldater”.
Gang på gang kom der henvendelse fra besættelsesmagten om oplysninger om forskellige ting, men forelå der ikke direkte ordre fra myndighederne i København, nægtede man at give oplysninger eller henviste sagen til forhandling i København og senere til stiftamtmanden i Silkeborg, men på den anden side måtte politiet efter dansk ordre have et vist tvungent samarbejde med besættelsesmagten i forskellige politimæssige forhold.
Politimanden Kaj Taanum skriver i sin dagbog:
Allerede den 9. april 194o kom assistancen, omend af en anden og uønsket nationalitet. I de vendsysselske byer blev der straks oprettet tyske garnisoner, og besættelsen var et chok for vendelboerne som for det øvrige land. Nu er vendelboerne besindige folk, og i lang tid var forholdene forholdsvis rolige, i hvert fald for så vidt angik danskerne.
Allerede den 10. april om aftenen kunne man på gaden se tyske soldater med danske piger under armen, ligesom man så dem færdes sammen på restaurationer og i byernes anlæg hvilket gav politiet større problemer hen over besættelsen. I begyndelsen greb politiet ind overfor unge pigebørn, der fulgtes med tyskerne om aftenen, og pigebørnene blev overgivet til forældrene, men det varede ikke længe, inden besættelsesmagten forhindrede dette ved at henvise til, at det var en fornærmelse mod soldaterne, når det blev dem forbudt at følges med danske piger. Forældrene til de unge piger var uforstående overfor politiets indgriben og sagde, at det var med deres vidende, at deres piger gik tur med de tyske soldater. Politiet gjorde det fremover at de underrette forældrene, når mindreårige piger blev set gå med tyske soldater, men efterhånden stod politiet magtesløs overfor dette forhold, idet den tyske kommandant ligefrem forbød politiet at blande sig i soldaternes private affærer”.
Den 13. april 1940. Bekendtgørelse fra politiet i Frederikshavn:
”Det forbydes i medfør af § 7 i Lov Nr. 21 af 4. Februar 1871 at afholde offentlige møder af enhver art, såvel under åben himmel som under tag, med undtagelse af gudstjenester eller møder i kirker.
Endvidere forbydes i medfør af samme bestemmelse offentlige optog og demonstrationer af enhver art, såvel som enhver form for sammenstimlen. Overtrædelse af denne bekendtgørelse straffes med bøde eller hæfte indtil 1 måned. Underskrevet Politimesteren i Frederikshavn, den 13. April 1940. Politimester Platou”.
Den 4. september 1940.
Politimesteren i Sæby meddelte, over for juristministeren, at der ikke i politikredsen efter den 9. april 1940 have verseret sager vedrørende spionage, sabotage eller lignende. Der havde heller ikke været sammenstød mellem den danske befolkning og besættelsestropperne. Fra den 9. april har der flere gange været indkvarteret besættelsestropper i Sæby i et betydeligt antal. Ligeledes havde et antal tyske styrker indkvarteret sig ude i landdistriktet i politikredsen og i den forbindelse havde der i sommerens løb været stort besøg på sommerrestauranterne af besættelsestropperne.
Naturligvis var der mange flere lignende episoder. Men de fleste hændelser var små og uden større betydning.
1941. Landmændene plages af tyskerne.
Der var en del sager med landmænd, der blev plaget af de tyske øvelser på deres marker og tyverier fra gårdene. Sabotagerne med sprængstoffer var ikke begyndt endnu, så de sager, der kunne ligne sabotager, blev betragtet som chikanerier eller drengestreger.
Der var en del sager, der var rettet direkte mod tyskerne, der følte sig som “Herrefolket”
Tyskerne og især officererne blev let meget fornærmede over det mindste. Den første sag med fornærmelse meldte sig den 26. januar 1941, hvor en tysk oberstløjtnant anmeldte at han var kommet kørende i motorvogn fra Frederikshavn mod Hjørring, pg i nærheden af Sindal havde passeret en cyklende ung mand, som, da den tyske bil var kørt forbi, havde spyttet efter bilen. Der blev krævet en meget streng straf. Den unge mand blev afhørt. Sagen havnede til sidst hos de øverste danske og tyske myndigheder, og der førtes en hel del korrespondance. Til sidst blev sagen henlagt mod, at den unge mand vedtog en bøde på 60 Kr. Der var en del sager i Vendsyssel om kunsten i at gå på gaden uden at ramme en tysker med albuen eller et løst ærme. Var man uheldig at strejfe en tysker på fortovet, blev man straks anholdt. Det var lige før, at et enkelt blik på en tysker første til større sager.
Her er forskellige udklip fra polities anmelderprotokol.
Kaj Mortensens private arkiv.
Frederikshavn 1941.
Den. 11. januar 1941: På Hotel “Royal” var der vold mod sagesløse tyske marinesoldater. 6 navngivne danskere blev anholdt og sigtet.
Den 9. februar: Anmelder værnemagten om vold – trusler og fornærmelse mod medlem af værnemagten. 2 danskere anholdt og sigtet.
Den 16. februar: Anmelder værnemagten om vold mod tysk soldat. En dansker sigtet.
Den 21. februar: Anmelder værnemagten en kvinde fra Frederikshavn for udbredelse af kønssygdom. kvinden var “Skrædder-Grethe”.
Den 24. februar: Anmelder værnemagten en kvinde for udbredelse af kønssygdom.
Den 5. marts: Anmeldelse fra det danske sikkerhedspoliti i Aalborg om eftersøgning af en tysk flyvemaskine. Der udfærdiges notits. Det angives ikke, at flyvemaskinen blev fundet.
Den 12. marts: Der optages af ordenspolitiet rapport vedr. gadeuorden på Nytorv i Frederikshavn, hvor tyske soldater havde deltaget. Ingen danskere synes sigtet i sagen.
Den 6. marts: Ordenspolitiet optager rapport på en kvinde for erhvervsmæssig utugt.
Den 18. marts: Ordenspolitiet optager rapport og anholder en dansker for provokation mod den tyske værnemagt. Sigtelse senere frafaldet.
Den 21. april: Værnemagten anmelder dansk kvinde for udbredelse af kønssygdom. Den sigtede kvinde fundet fri for kønssygdom.
Den 9. april: Bliver der stjålet 21 pakker ubanderoleret cigaretpapir fra kriminalpolitiets kontor. Sagen forblev uopklaret.
Den 10. juni: Anmeldelse fra politikontoret mod en dansk kvinde for fornærmelse mod udenlandsk statsoverhoved og dette var Hitler.
Den 28. juni: Anmeldes fra restaurant “Casino”, Nytorv, om slagsmål mellem danske civilpersoner og medlemmer af de tyske værnemagt. Ingen sigtede anført.
Den 30. juli: En skipper får sit auswies til havnen inddraget på grund af kommunistisk indstilling.
Den 6. august: Værnemagten sigtede en dansker for fornærmelse mod en tysk underofficer under dennes samvær med en dansk pige.
Den 12. august: Klager Værnemagten over en dansk mand, der over for tyske soldater havde fremsat antityske udtalelser.
Den 16. august: Anmeldte værnemagten to brødre fra Frederikshavn for overfald på 2 tyske marinesoldater.
Den 5. september: Anmeldte direktøren for “Colosseum” om hærværk og fornærmelse mod den tyske fører. Direktøren var nazist og tysk spion, så modstandsbevægelsen drillede ham med at tilsende ham illegale skrifter. Han anmeldte det hver gang.
Den 12. september: Der modtages fra statsadvokaten for særlige anliggender skrivelse vedr. kommunistiske foreninger og sammenslutninger i politikredsen.
Den 5. oktober: Skrivelse fra værnemagten med anmodning om oplysninger om en række personers politiske pålidelighed. Kaj Mortensen optager rapport, der videresendes til Skagen til supplerende oplysninger.
Den 24. september: Husassistent fra oplandet anmeldte forsøg på voldtægt på landevejen i Rydal. Ikke navngiven tysk soldat sigtet.
Den 28. november. En tysk kaptajn anmelder formodet attentatforsøg ud for Kløvervej 64 i Frederikshavn. Ingen sigtede anført.
Den 5. december 1941. En lang række personer i Frederikshavn sigtes for vareåger eller kædehandel med kaffe, chokolade, fernis samt tyveri af olie fra værnemagten. De straffes mod store bøder eller fængselsstraf.
Den 17. juni 1942.
afholdt to SS-frivillige et hvervemøde på et hotel i Hjørring. Der blev først forevist en film om de frivilliges uddannelse. Salen var omtrent fuld af mennesker og under filmforevisningen lavede et par unge mennesker ustandselig uro. Bagefter skulle den ene frivillige holde en tale, og han havde knapt fået begyndt, før han blev afbrudt ved forskellige tilråb. Taleren bad derfor et af de unge mennesker om at forsvinde og sagde til ham, at han ellers blev smidt ud. Da han gik, rejste nogle unge mennesker sig op og sagde højt, at de ligeså godt kunne gå alle sammen, og derefter udvandrede næsten hele forsamlingen således, at der kun blev en halv snes tilbage og påhørte foredraget. Den følgende dag stod begge de frivillige iført uniform på Springvandspladsen i Hjørring og vigtede sig. En ung mand, der stod i nærheden, sagde noget om at det var de to landsforrædere. SS-mændene anholdt omgående den unge mand, slæbte ham over Springvandspladsen og ind i hotellets port, hvor de slog ham. I løbet af ganske kort tid var hele Springvandspladsen fyldt med mennesker, der råbte og peb i fingrene. Den unge mand blev bragt til politistationen sammen med de frivillige. Hele menneskemængden var fulgt med og stod og råbte udenfor. En tysk kaptajn indfandt sig, hvorefter de to SS-frivillige slog hælene sammen og aflagde melding om, hvad der var sket. Den tyske kaptajn blev helt vild. Han erklærede, at de SS- mænd, der var i tyske uniformer, stod under værnemagtens beskyttelse, og han forlangte, at politiet indestod for, at der ikke skete dem noget. Han hamrede næven i skranken og forlangte at gaden omgående blev ryddet. Såfremt politiet ikke kunne gøre det, kunne han selv. Tysker kaptajnen erklærede, at det kun ville vare to minutter, så ville gaden være tom, og derefter forsvandt kaptajnen fra stationen. Kort efter marcherede en afdeling tyske soldater op foran politistationen. Kaptajnen kom igen ind på politistationen og sagde, at nu blev gaden ryddet. Med lidt snak med den vrede kaptajn lykkedes det at få ham til at beordre sine soldater ind i en gård overfor politistationen, idet politiet erklærede selv at kunne ordne affæren. I løbet af kort tid havde politiet fået opløbet spredt, hvorefter der faldt så nogenlunde ro over byen. De to SS-frivillige blev fulgt til Hotellet med pålæg om ikke at vise sig på gaden i uniform, og den unge mand blev fulgt til sit hjem. Han blev ved retten i Hjørring idømt hæfte i 14 Dage. Under sagens behandling var den tyske kommandant meget ivrig for at bibringe politiet den opfattelse, at den unge mand havde begået en særdeles grov fornærmelse mod værnemagten, og at han fortjente en meget streng straf. Det kølede noget på tyskeren, da politiet kunde oplyse, at lederen af de to SS-mænd, der holdt hvervemødet på hotellet, var tidligere kendt som kommunist, og at han var straffet kriminelt flere gange.
1943. I midten af januar blev der stationeret 6 feltgendarmer i Hjørring og 4 i Brønderslev. Der blev straks truffet den aftale, at feltgendarmeriet ikke foretog nogen undersøgelse mod eller afhøring af danske, uden at det danske politi var til stede, og at politiet stadig blev holdt á jour med, hvad der skete i disse sager. Samtidig aftaltes, at der fra dansk side ikke blev foretaget nogen undersøgelse mod tyskere, uden at feltgendarmeriet blev underrettet. De tyske gendarmer gik i gaderne og foretog eftersyn på offentlige steder, kun lederen og hans næstkommanderende gav sig af med politimæssige undersøgelser. Den 20. januar anmeldte stabsfeldwebel Gerlach, feltgendarmeriet, at en tysk soldat i Danmarksgade ud for “Coloseum” var blevet overfaldet af 6 civile danskere. Soldaten var kommet gående på fortovet sammen med en kammerat, da de ud for nævnte sted mødte 6 civile danskere. Skønt soldaten gjorde plads til dem på fortovet, blev han skubbet ud på gaden. Han kom med en bemærkning om, hvorfor de gjorde det og han blev omgående omringet af de seks danskere. Kammeraten skyndte sig at løbe bort på grund af danskernes truende holdning. Den omringede soldat blev slået i ansigtet. Det lykkedes ham derefter at undløbe. Politiets efterforskning gav intet resultat.
Den 29. august 1943 var dagen hvor den danske regering gik af og samarbejdspolitikken med tyskerne ophørte. Nye tider for landet truede, men befolkningen forandrede også holdningen over for tyskerne undertrykkelse.
Samme dag blev overordnede politimænd kaldt til den tyske kommandantur, hvor bekendtgørelsen om undtagelsestilstanden blev forelagt. Bestemmelserne omfattede:
1) Embedsmænd og Funktionærer ved offentlige Institutioner skal fortsat udfylde deres Tjenestepligt og efterkomme de Anvisninger, der gives af de tyske Opsynsmænd.
2) Sammenstimlen af flere end 5 Personer, Møder og Forsamlinger forbydes.
3) Der indføres Spærretid fra Mørkets Frembrud til Kl. 6.
4) Enhver Benyttelse af Post, Telegraf og Telefon forbydes.
5) Opfordring til Strejke til Skade for Værnemagten straffes med Døden.
6) Overtrædelse af de nævnte Bestemmelser straffes ved de tyske Standretter.
7) Mod Voldshandlinger, Sammenstimlinger o. s. v. vil der hensynsløst blive gjort Brug af Skydevaaben.
Af kommandanturen fik politimestrene at vide, hvordan man havde at forholde sig, og dernæst anmodedes politimesteren om at love at være loyal overfor besættelsesmagten. Politiet havde efter 29. august 1943 fået helt andre vilkår i forholdet til besættelsesmagten. Politiets ledelse havde straks taget den holdning, at politiet nu var frigjort fra aftalen i 1940 om bistand til opklaring af spionage, sabotage mod besættelsesmagten. Den opfattelse havde besættelsesmagten ikke, og det udviklede sig meget hurtigt til et spændt forhold mellem politiets ledelse og de tyske myndigheder. Med mange arbejdere ved Vestkysten kunne det kun givepolitiet et stort besvær med mange lovovertrædelser. De fremmede arbejdere tjente store penge ved bunkerbyggerierne og de skulle helst omsættes i druk og vold, som der aldrig tidligere var set magen til i Vendsyssel. Alle de lettjente penge blev også brug på spil med terninger, kort og store pengebeløb skiftede ejere. Politiet standsede mange spillebuler, hvor omsætningen på en aften kunne beløbe sig til flere tusinde kroner.
Den 19. september 1944 blev sorte dag i politiet.
Den 19. september 1944 iværksatte tyskerne en aktion mod det danske politi. og meningen med aktionen var at reducere den danske politistyrke. Aktionen endte med, at politiet helt ophørte med at fungere. Resten af besættelsesperioden fandtes der ikke nogen egentlig dansk politistyrke. Danmark var blevet politiløs.
Aktionen havde kodenavnet ”Möwe”, og den bestod i en overraskelsesmanøvre, hvor det tyske politi fik hjælp af værnemagten. Der blev arresterede ca. 2.000 danske politifolk i København og i de større provinsbyer. 1700 af disse politifolk fra København og Sjælland blev sejlet direkte til Tyskland, mens de resterende fra Fyn og Jylland blev interneret i Frøslevlejren. Herfra blev de 25. september 1944 via Neuengamme overført til koncentrationslejren Buchenwald. Ud over politiet omfattede aktionen også ca. 300 personer fra grænsegendarmeriet.
Bagmændene bag aktionen var SS – og politifører, Günther Pancke, samt lederen af det tyske militær i Danmark, Hermann von Hanneken. Pancke støttede sig til det man set i Frankrig, hvor dele af politiet efter D-dag gjorde oprør. Men Panckes plan blev det stik modsatte, og i stedet endte aktionen med, af de fleste af politifolkene, der var gået under jorden, søgte til modstandsbevægelsen.
Politimester Olaf Kann fra Hjørring Politi Kreds, skrev i en avisartikel med flere andre betjente om den 19. september 1944, hvor tyskerne kl. 11.00 lavede et angreb på alle politistationer i politikredsen og i det øvrige Danmark.
“Den 19.september 1944 var politimester Kann under tjenstlig medfører i Vrå, her erfarer han at politiet er ved at blive arresteret af tyskerne. Kann er klar over at noget er helt galt og kører hen til sognefogeden, hvorfra han ringer til amtmanden i Hjørring. Amtmanden var ikke hjemme, men fruen i huset var klar over hvad der var sket og skete. Hun rådede politimesteren til at blive langt væk.
Hos sognefogeden lånte Kann noget civilt tøj og kørte til pastoren i Rubjerg præstegård ved pastor Larsen. Politimesterens søn lavede et rygte om at hans far var undsluppet tyskerne og rejst til Sverige. Rygtet lykkedes og provst Sevaldsen kunne meddele konen at hendes mand var vel ankommet til Sverige.
Ebba Kann, hustru til politimester Kann. Fortæller at hun tilbød modstandsbevægelsen, at de kunne bruge vores embedsboligs kælder til ammunitionsdepot. Dog noget letsindigt på grund af vore egne børn som havde 8 elever fra gymnasiet boende”.
Ebba Kann fortæller: “Datoen 19. september 1944 glemmer jeg aldrig. Vores ældste søn var taget på arbejde ved Vestbanen. Vore skolesøgende børn var gået i skole sammen med de otte gymnasiaster.
Min mand skulle tale med den tyske kommandant, som havde taget bolig i Vrå, og blev kørt derud af betjentene for vi havde ikke bil. Jeg tog til politistationen for nærmere besked om min mand. Man havde hørt, at min mand var blevet arresteret i Vrå, men det var nu et af de rygter, der gik så mange af i den tid.
Den tyske kommandant havde spurgt min mand, om han havde sin revolver på sig. Da svaret var nej og sagde tyskeren, at han heller ikke gik med sin”.
Samme dag sent på formiddagen var politistationen i Hjørring blevet indtaget af tyskerne og de politifolk der var på politistationen måtte aflevere deres våben. De reservebetjente som havde sabotagevagterne fik deres pistoler igen.
Efterhånden som tyskerne fandt nogle af politifolkene blev de afleveret på politistationen og andre gik selv i fælden”.
Pensioneret politiassistent Egon Nielsen, Frederikshavn skrev: “At han pr, brev var indkaldt til mødet, der blev ledet af politimester Platou og kriminalbetjent Kaj Mortensen. Sidstnævnte var allerede dybt involveret i modstandsarbejdet.
Bortset fra politimesteren glimrede politiets øvrige topfolk i Frederikshavns politikreds ved deres fraværelse. Formentligt i særlig grad møntet på reservebetjentene, der kun havde 14 dages opsigelse, gav politimester Platou det løfte, at han ville gøre sin indflydelse gældende for at hjælpe dem til at forblive ved politiet, hvis de deltog i modstandsarbejdet. Hvis nogen ikke ville deltage, kunne de tilkendegive det nu. Politibetjent Krogh tilkendegav, at han ikke ønskede at deltage.
Politifolkene blev nu inddelt i grupper. Egon Nielsen kom i gruppe sammen med Tage Jacobsen (gruppefører), Ralf Christoffersen, (undergruppefører), Nørholt, Boisen og Martsum”.
Under våbennedkastninger arbejdede alle grupperne dog sammen. Grupperne beskæftigede sig også med sabotage på jernbanelinjen og andre installationer.
Egon Nielsen fik anvist bopæl hos Agnes og Ulrik Skrubbeltang, på gården “Skrubbeltang” ved Bindslev”.
AFSKRIFT fra en privat rapport fra Sigvald Ejsings arkiv:
“Den 5. maj 1945 om morgenen mødte politifolkene ind på politistationen i Danmarksgade i Frederikshavn kl. 08,00 om morgenen. Kort efter befandt der sig vældige menneskemængder i Danmarksgade ud for politistationen og i døråbningen sammen med stationslederen for ordenspolitiet stod jeg og politiassistent Lauritzen. Han råbte ud til mængden, at politimesteren ikke var at træffe i dag. Politimesteren var blevet politikommandør for Nordjylland, og det var formentligt af den grund, at han var fraværende. Han var i den sidste del af besættelsestiden blevet ret populær, fordi han ved flere lejligheder havde optrådt modigt overfor tyskerne. Desuden havde det sikkert gjort et dybt indtryk på befolkningen, at politimesterens søn – Henrik Platou – ca. 2 mdr. før var blevet henrettet af tyskerne for illegal virksomhed.
Medens vi stod ude på trappen, skete der en episode, som gjorde et stærk indtryk på mig. To tyske soldater kom trækkende med et spænd heste forspændt en vogn, men de kunne ikke komme igennem den store menneskemængde, der fyldte hele kørebanen. To civile mænd fra mængden gik hen og greb hestenes tøjler og lodsede køretøjet gennem menneskemængden. Her midt i vores sejrsrus fandtes der mennesker, der kunne vise storhed og hjælpsomhed over for en slagen fjende”.
Jeg hørte til den del af politistyrken, der sammen med modstandsbevægelsen skulle afpatruljere byen. Vi blev henvist til et andet lokale i den centrale bydel og den daværende politifuldmægtig Orla Jørgensen kom med en kort instruks til os: “Der må ikke skydes, medmindre tyske tropper angriber eller foretager plyndringer”. Det skal bemærkes, at tyskerne først blev afvæbnet nogle dage senere, da englænderne ankom.
Patruljeringen påbegyndtes op ad dagen og foregik på den måde, at en politimand var gruppefører for 4 modstandsfolk, vi blev alle bevæbnet med maskinpistoler og vi var fodpatruljer. Jeg tror ikke Frederikshavn nogensinde er blevet så effektivt gennempatruljeret, som den blev i dagene efter d. 5. maj.
Der blev i Frederikshavn oprettet en internerings lejr på Ørnevejens Skole og senere blev de alle samlet i en lejr i Asylgade. De politifolk, som deltog i anholdelserne, var alle nogle der havde deltaget aktivt i modstandsbevægelsen.
Den 13. maj tiltrådte politiet sin tjeneste.Jeg har dog ikke nu nogen klar erindring om, hvad jeg foretog mig denne dag skriver Ejsing. Jeg mener ikke at jeg deltog i paraden på Havnepladsen denne dag og formentligt har jeg haft almindelig stationstjeneste eller evt. bevogtningstjeneste.
Frederikshavn havde politi modstandsgruppe. Der var ca. 24 mand i delingen i og omkring Frederikshavn. Det var fra starten af ikke meningen, at politidelingen skulle deltage i alt for risikable aktiviteter, men derimod skaffe oplysninger til senere brug. Det var der udbredt utilfredshed med at få tildelt en noget passiv rolle. Man ønskede at deltage i sabotagehandlinger og våbennedkastninger, og det kom delingen også til.
En af de første opgaver politiets modstandsgruppe måtte tage sig af var at skaffe dieselolie til en fiskekutter i Sæby til transport af flygtninge til Sverige.
En af de første opgaver var som nævnt at skaffe dieselolie til flygtningetransport. Olien blev “Stjålet” fra en tysk depot i Hjørring med dansk ansatte til at passe depotet. Modstandsgruppen havde aftalt med en vognmand, at han skulle transportere olien til Sæby.
Aktionen foregik på den måde, at 2 mand cyklede til Hjørring medbringende de nødvendige pistoler – resten af aktionsgruppen tog med toget.
Personalet blev holdt op med pistoler. I stor hast blev nogle tromler med dieselolie læsset på lastvognen. Under aktionen kom 2 tyske soldater gående forbi depotet. Det blev besluttet, at hvis de fattede mistanke og ville blande sig, blev man nødt til at skyde dem ned, men de opdagede intet og gik videre.
Politiets modstandsgruppe fik dog en del vrøvl i anledning af den “stjålne” olie. Det viste sig senere, at personalet på depotet tilhørte en modstandsgruppe i Brønderslev, og de havde selv planlagt en aktion mod depotet for at skaffe sig olie til brug i modstandskampen.
Den ene modstandsgruppe havde således holdt den anden gruppe op med våben, men den slags måtte jo ind imellem ske.
Modstandsgruppen lavede sabotagehandlinger mod flere lastvogne på Sindal egnen – tilhørende vognmænd, der kørte for tyskerne – eller i en del tilfælde tyske vogne. Ved en enkelt aktion i bakkerne uden for Sindal slog man motorblokken i stykke på 3 lastvogne.
Kedlen på Sindal mejeri blev også ødelagt ved en sprængning, fordi mejeriet var storleverandør til værnemagten.
En blandemaskine, der blev benyttet af tyskerne under arbejdet med at lave en vejspærring, fik også en pulver. Det skete på Sindal/Bind-slevvejen.
Modstandsgruppen deltog også i jernbanesabotagen. En enkelt gang måtte man dog tage ud og hente bomben igen, fordi det var et forkert tog, der kom. Det var vist ved denne lejlighed, at politibetjent West måtte standse toget, indtil bomben var fjernet.
Politiets modstandsgruppe modtog flere våbennedkastninger fra engelske fly. Der blev oprettet våbendepot på en gård i Hørmested. Gdr. Palle Olsen, Korsholt, sørgede for transporten fra nedkastningsstedet på Mosbjergegnen og til det nedgravede våbendepot. Det foregik med hestekøretøj.
Martsum udgav sig for Gestapomand. Martsum og Christoffersen besluttede, at en gårdmand, der handlede med tyskerne skulle have en forskrækkelse. De tog ud til ham. Martsum udgav sig for gestapomand og talte selvfølgelig tysk til gårdmanden. Denne blev så forskrækket over dette uventede besøg, at Martsum fik ham til at tilstå forskellige ting. Både Martsum og Christoffersen morede sig bagefter kostelig over, at bedrageriet lykkedes”.
Politibetjent Holger From i Hjørring 1945. Foto: Mogens From.
Politiet tilbage i Hjørring den 13. maj 1945. Foto: Holger From.
Der inviteres til politifest efter befrielsen. Privat arkiv.
Politiet på gaden i Hjørring den 13. maj 1945. Foto: Mogens From.
Politiet blev hyldet i Hjørring den 13. maj 1945. Foto: Mogens From.
Politiet i uniformen igen, i Hjørring den 13. maj 1945. Foto: Mogens From.
Politiet fra Frederikshavn nyder en god frokost. For bordenden til venstre sidder: Kriminalbetjent Harry Poulsens hustru og tidligere distriktsleder Kaj Mortensen (Palle, Boye og FN1.) får lige et stykke med rejer. Foto: Carl-Jørgen Poulsen, Frederikshavn.
Politifolkene fra Frederikshavns Politi nyder frokosten. Kaj Mortensen har en blomst i jakken. Foto: Carl-Jørgen Poulsen, Frederikshavn.
Liste over internerede og døde i Vendsyssel 1944 – 1945. Sigvald Ejsing.
Liste over internerede og døde i Vendsyssel 1944 – 1945. Sigvald Ejsing.
Indsendte rapporter i november 1941. Der var kun denne ene rapport i Kaj Mortensens arkiv.
Der var nogle få politirapporter i Kaj Mortensen private arkiver. I dette tilfælde er det en strandvasker der er drevet i land.
Her ses meget lidt af rapporten om Bannerslund, Ritter og skyderiet. Hele rapporten vil blive bragt på et senere tidspunkt. Selve rapporten er stor og vil fylde meget på en hjemmeside som foto-dokumenter. Derfor skal den afskrives. Rapporten er fra Sigvald Ejsings private arkiv.
Politibetjent Søren Olesen var en meget aktiv modstandsmand og havde mange erhverv under besættelsen og efter befrielsen. Det ses tydeligt på hans “Stamkort” fra modstandsbevægelsen. Kaj Mortensens private arkiv.
