Søren Dissing

Klik på billedet og du får det i stor størrelse

Gaven fra D-grupperne var denne smukke malmlysestage. Foto og prædiken er venligst udlånt af sønnen Kris Dissing.

Et klip fra den kommende bog.

“Den illegale præst i Vrejlev”.

Dette klip handler om: SØREN DISSING, præsten fra Vrejlev og Hæstrup Sogne, delingsfører/overgruppefører, logivært og kontaktperson til den illegale presse samt Kaj Mortensen, der var leder af modstandsbevægelsen i Region 1, Nordjylland.

Skrevet af:

Kris Dissing i efteråret 2016 til bogen. 

Søren Dissing var fra 1935 til 1942 sognepræst i Jordløse og Haastrup Sogne på Fyn. Den 9. april 1940 vågnede han og hans kone Helga i Jordløse Præstegård ved en sær durende lyd. De talte om, hvad det kunne være, men slog sig til ro med, at det nok bare var luftmeldetjenesten i den nærliggende mølle, der holdt øvelse. Det skete af og til.

Men denne sære lyd blev alligevel for meget for dem. Det kunne ikke være lyden fra en enkelt flyvemaskine. Søren måtte op og kigge ud ad vinduet. I mørket var intet at se. Han gik i seng igen, fik ingen søvn og stod op adskillige gange uden at blive klogere. Da morgenen efterhånden blev lysere, sås pludselig alle disse flyvemaskiner i luften. Og radioen meldte også: ”Danmark er besat”! Det føltes både virkeligt og uvirkeligt for dem. De så flyverne og hørte meldingen i radioen, men der kom hverken soldater eller kanoner. En usikkerhedsfølelse greb dem og andre. Hvad nu og hvordan nu?

I den kommende tid modtog Søren Dissing af og til breve fra folk, der havde et ærinde. Hvem var de? Kunne man stole på det, der stod i brevene? Var det spiren til modstand? Ja!

Og så, netop da den første spæde modstand begyndte på Fyn, søgte og fik han nyt præsteembede og drog sammen med sin hustru til Vendsyssel for at bosætte sig i Vrejlev Præstegård. Udnævnelsen til sognepræst i Vrejlev-Hæstrup Sogne kom den 16. november 1942.

”De grønne”, tyskerne, slap ingen for, da det vrimlede med tyske soldater i Vendsyssel. Togene på den jyske længdebane kørte med dem i tusindtal nordpå til Frederikshavn, som var havnen, hvorfra tropperne blev udskibet til krigen i Norge. Tyske vagter var der overalt, der var vejkontroller, telefonaflytninger og brevcensur. Man var usikre og utrygge på grund af folk, der gik med sladder, og på grund af de tyske stikkere, der ikke kunne ses i samfundet, men føles, når de havde ”stukket”.

De danske præster skulle passe på med, hvad de sagde på prædikestolen. På kirkebænkene kunne sidde ”lytte-stikkere”, hvis ærinde var at angive præsterne til Gestapo, som naturligvis ikke accepterede den mindste ”fornærmelse” af besættelsesmagten. Men noget måtte siges, og det skete også fra prædikestolen i kirkerne i Vrejlev og Hæstrup.

Gestapo bankede på.

Fire gange måtte Søren Dissing flygte ”over hals og hoved” fra præstegården.

En aften i slutningen af besættelsestiden bankede Gestapo på præstegårdens bryggersdør for første gang, og Helga Dissing tog imod dem med bange anelser, mens hendes mand i ”futsko” og uden overtøj måtte flygte ud ad verandadøren, gennem haven og over markerne mod vest.

Den 4. maj 1945.

Kris Dissing fortæller: ” Den 4. maj om aftenen var modstandsfolkene indkaldt til møde i præstegårdens spisestue, uanset at de ellers var ”under jorden” i de dage. Det hele blev dog ikke til noget, for pludselig lød frihedsbudskabet i radioen, våbendemonstrationen blev opgivet, mørklægningsgardinerne rullet op, der blev sat lys i vinduerne, og man festede og jublede sammen. Far aflyste straks sin tilværelse ”under jorden”. Resten kan der læses om i bogen senere i 2017.

For at Jeres glæde må være fuldkommen 

– Prædiken holdt i Vrejlev og Hæstrup kirker d. 6. maj 1945 

Husker De søndagen efter den 9. april 1940. Det havde været en streng dag at tage. Megen ængstelse og uro fyldte os, og det var virkelig sådan, som det stod i sangen, at ”sindet bøjer sig ned til sidst, ved ikke, hvor det skal modet tage”«. Det var altsammen så utrygt og uvist; hvordan ville det gå i de kommende ikke bare dage, men år, for vi anede jo, at det, der nu skete, var indledningen til en længere, måske en meget lang tid. Og havde vi så dengang kunnet tænke os, hvor utrygt livet skulle blive, hvor megen tortur, hvor meget fordærv mange landsmænd skulle komme ud for – og hvad gennemgik vi så i sammenligning med de andre besatte lande? – så havde mørket over vore sind nok været meget tættere. Det hele kom jo da sådan efterhånden, og som mørket blev tættere, blev vi stærkere. Og netop det, at modet blev stærkere, hængte for mange af os sammen med de ord, der kom til os netop hin søndag efter 9. april, da modet var knækket og sindet fyldt af sorg og fortvivlelse. Det var de ord, Vorherre siger til disciplene, da også deres sind var formørket og fortvivlet: ”Jeres hjerte forfærdes ikke! Tro på Gud og tro på mig”. De ord kom, som om de var talt netop til os i den situation, vi var i. De lød på een gang som en fanfare og en trøst.

Og så er årene nu gået, og vi har, som jeg sagde, oplevet meget med hinanden i disse år, meget som varmede og glædede og meget også, som smertede og bedrøvede. Hvad der glædede os var sammenholdet, som med få udtagelser blev stærkt i det danske folk. Vi stod trods alt skulder ved skulder. Vi glædede os over sabotører, som satte livet ind også for os. Vi tænker i dag på dem, der ikke fik lov at opleve denne dag. Deres navne skal i fremtiden ikke blot blive et kort minde, men en forpligtelse for os, som er tilbage, at vi vil værne med alle vore kræfter om det, som var så meget værd for dem, at de måtte sætte livet ind på det – Danmark vort land. Jo, vi sørgede, når en dansk bukkede under, vi sørgede med dem og sørger med dem, der i dag mangler den, de helst var sammen med. Der har været mange dybe sorgens dage. 

Ja, det var der jo hele tiden, for bag det, vi kunne glæde os over, lå alligevel bedrøvelsen, -den byrde det var, at fremmede skaltede og valtede med os og vort efter deres forgodtbefindende. 

Derfor er der også i disse år blevet bedt utallige bønner til Gud, at Han dog med sin magt ville standse Djævelens værk, tilintetgøre hele det hav af ondskab og djævelskab, der rejste sig mod mennesker. Og hvor mange gange har vi ikke syntes, at den bøn var bedt forgæves? Det var en døv Gud, vi talte til. Som om han havde lukket ørene for verdens jammer og elendighed. 

Og så kommer nu denne tekst, og det slog mig, akkurat lige så overraskende som efter 9. april 1940, i lige så høj grad som var den netop bestemt til denne dag, til os i den situation, vi nu er i. Det er især ordene »Bed og I skal få, for at jeres glæde må blive fuldkommen«. 

Ja, sådan er det. Gud har hørt bønnerne, for Gud hører altid bønnen, hvor den stiger fra et hjerte i nød. Og den bøn, der i disse år har lydt fra en lidende menneskehed, har været af nød, virkelig dyb, dødsens nød. Der er jo overhovedet ikke andet, der kan få navn af bøn end dette råb af nød. Og retten til at bede bønnen, til at råbe til Gud, og visheden for at Gud hører, den ligger deri, at Vorherre har givet os lov. Vi beder på Vorherres ord og ikke på vort eget tvivlende ord. 

Og Gud hører, men han opfylder også bønnen. Vi har syntes, det varede længe med den opfyldelse, og så er sandheden nok den, at Gud hele tiden har været optaget af at opfylde bønnen. For se opfyldelse er jo ikke blot det, at vi får, hvad vi gerne vil have, men bønnens opfyldelse er nok først og fremmest dette, at vi får Guds kraft. Sådan var det jo for Vorherre selv, da han bad i Getsemane. Også der var der noget, Vorherre ønskede så brændende. Der var en nød, han om muligt ville bede sig ud af; men som han mest ønskede, gik det ikke. Og dog var hans bøn hørt og blev også besvaret, ikke bare med et nej, men samtidig med en kraft til at bære det, der skulle komme. Gud var med ham i nøden. 

Og sådan er bønnen nok også i disse år blevet hørt, at Gud gav os kraft til at bære og til at komme igennem, til at tage ansvar og pligter på os. Og også i dette at få kraft og mod til at bære ligger der glæde, den glæde, at Gud ikke slipper, men holder fast, hvem han har kær. Og dog synes vi – lykkeligst, hvor Guds vilje falder sammen med vor, hvor det, vi vil, helst er bøjet ind under det, Gud vil, da bliver glæden fuldkommen. 

Og det, vi ikke kan lade være med at synes nu, er, at Gud har hørt vor bøn om folks og lands frihed, om barmhjertighed imod os og derigennem har gjort vor glæde fuldkommen. Det er ikke altid, Vorherres ord viser sig sådan for os som her, for her synes vi, at vi ser ligefrem et tegn fra Gud. Sådan er det, Gud vil, at menneskers glæde skal være fuldkommen. 

Da radioen kom med sin melding fredag aften, at soldaterne havde kapituleret, – ja da var det, som om det slet ikke var til at fatte. Var det virkelighed? Og da det så begyndte at gå op for een, at det var virkelighed, så blev det til gråd af glæde. Timen var kommen, vor bøn var hørt og opfyldt, for at vor glæde skulle blive fuldkommen. 

Og for denne Guds godhed imod os, for hans bønhørelse, så Danmark igen blev et frit land, er vi samlet her for at takke ham. Vi har nok gjort det mange af os, men vi vil også gøre det her i Guds hus. Vi takker ham, fordi han gav os kraft til at stå tiden igennem, vi takker ham for hans godhed imod os i disse år. Hvad blev vi ikke sparet for, når vi tænker på hvad Holland, Belgien og Norge har lidt. Gud har været god imod os, og vi beder ham om, at han fremdeles vil give os sin velsignelse, at vi fremdeles må være i hans varetægt. Vi beder ham om at hjælpe os til at handle ret og retfærdigt, at hjælpe os til at kunne tilgive, at hjælpe os til ikke at synke ned i hadets forfærdelige mørke. 

Og vi ved, Gud hører bønnen, vi ved han er den, der opfylder bønnen, for dette er os et tegn. Det er ikke fordi vi tror, vi har forpagtet Gud, fordi vi tror, Gud kun bønhører, hvor det går, som vi vil – men vi synes alligevel, vi har lov til at tage dette som svar på menighedens bøn. Jo, sådan er det. Gud hører og svarer. ”Bed og I skal få, for at jeres glæde må blive fuldkommen”. Amen! 

Søren Dissing, Vrejlev. 

50-året fra Danmarks befrielse 

Det er kun naturligt, at lade 50-året for Danmarks Befrielse finde udtryk i dette nummer af Kirkenyt, som udkommer umiddelbart før befrielsen fejres overalt i landet. Sjældent – om nogensinde før har blade og aviser været fyldt med udsagn om, på hvilken måde, man skulle fejre 50-årsdagen, eller hvordan man i hvert fald ikke skulle gøre det, Projektet med fredsskulpturen bestående af en laserstråle, der strækker sig fra Skagen i nord og til Sild i syd, ser i skrivende stund ud til at blive gennemført efter den oprindelige plan, ligesom der de fleste steder i landet bliver gennemført arrangementer på lokalt plan, som annonceres i de lokale blade. Og fælles for alle kirker i landet er, at der ringes med kirkeklokkerne mellem kl. 8 og 8,15. 

Her i kirkebladet bringes en prædiken, som er skrevet af min svigerfar provst Søren Dissing, som i mere end 30 år var præst i Vrejlev og Hæstrup sogne i Vendsyssel. Prædikenen blev holdt i disse kirker søndag den 6. maj 1945. Herudover bringes udklip fra aviserne, som udkom omkring befrielsen. MD. 

Kirkerne fejrede i Gaar Befrielsen

Over alt i Landets Kirker fejrede man i går befrielsen, og i de københavnske Kirker var Tilstrømningen saa stor som ved de allerstørste Højtider. Mange kirkegængere, som først kom ved gudstjenestens begyndelse, maatte gå hjem igen, der var simpelt hen ikke Plads til dem, og inde i kirkerne stod folk pakket tæt sammen. Biskop Fuglsang-Damgaard havde givet byens præster frit valg imellem dagens tekst og en selvvalgt tekst, og de allerfleste havde valgt at prædike over den fri tekst. Der var næppe en eneste kirke, hvor der ikke blev talt smukke og gribende Ord om Befrielsen. Ved gudstjenestens begyndelse blev der i alle Kirker oplæst følgende hrdebrev fra landets biskopper.

”Danmark er frit. Hvad vi har håbet paa og bedt om gennem fem år, er sket. Min sjæl, lov Herren, og alt i mig love hans hellige Navn. Min Sjæl, lov Herren og glem ikke hans velgerninger. Salme 103, V. 1-2. 

Vi blev frelst fra den truende Udslettelse og kan nu bruge vort Folks gamle Ret til frit at tænke, tro og tale. Vor Konge, som mandigt og trofast bar sit Folks Byrder, fik Lov til sammen med os at opleve den nye Dags Komme. Alle maatte vi gennem Usikkerhed og Angst. Mange fristede sorg og savn og lidelse, og en flok af helte gik i døden. Vor tak til Gud rummer i sig en tak for dem, som ofrede livet for vort Land, og. som i deres Død forkyndte Danmarks ukuelige Livsvilje. Martyrernes Blod blev vor Fremtids Udsæd.

Guds Fred med vore Døde i Danmarks Rosengaard. 

Guds Fred med dem, som bløde af dybe Hjertesaar. 

Nu er det vor Bøn, at alle gode kræfter maa forene sig om at rense ud og bygge et bedre Danmark op. Lovløshed og vold har avlet had og hævntanker. Men vi skal ikke hade og hævne og derigennem vise os som overvundne af tidens onde ånder. Ret skal råde til straf for gerningsmænd. Sandheds og retfærds ånd lede dem, som har ansvaret, når retten skal have sin Gang. 

Lad os ved Genopbygningen træde i Skranken for alles Ret til at føre en menneskeværdig Tilværelse i Frigørelse fra Frygt og Nød. 

Gud give os alle Sind til at bære hinandens Byrder og til med Respekt for hinandens Forskelle at bevare Sammenholdet, saa det Broderskab, hvortil vi i Jesu Kristi Navn er kaldede og indviede, ikke maa blive til Skamme. Maatte Kirken således at øve Evangeliets Tjeneste, at Talen om Fred og Forsoning mellem Folkene fik Klang af sejrende Virkelighed. Måtte Guds Ord faa frit Løb i vort Folk til Opvækkelse af alle gode Kræfter og til Evighed over vor Tilværelse. Kend, At Herren er Gud. Han skabte os, vi er hans, hans Folk og den Hjord, han vogter. Gaa ind i hans Porte med Takkesange, med Lovsange i hans Forgaarde. Tak ham og lov hans Navn«. 

Politiken 7/5-1945