Tiden bagefter

Klik på billederne og du får dem i stor størrelse
TIDEN BAGEFTER.
Toldstrup skrev i bogen
“uden kamp – ingen sejr”
om de sidste dage før befrielsen:
“Vi modtog stadig rapporter om stemningen i Gestapo-kredse og fik den 30. april at vide, at man blandt Gestapo folkene i Aalborg talte åbenlyst om, at krigen var tabt for tyskerne. Vi oprettede den 2. maj direkte telefonkontakt til hovedkvarteret. Der udgik kurer til alle distriktschefer som i opgivet et telefonnummer i Aalborg. Nummeret var Hotel Phønix og personalet ved omstillingsbordet på hotellet var instrueret om, at de, når der blev spurgt efter forretningsinspektør Olsen, skulde ringe vort Hovedkvarter op og stille de to forbindelser sammen. Den opgave for omstillingsbordet blev den 4. maj 1945 om aften, da budskabet i radioen lød: Tyskerne har kapituleret! Kampen er endt, og Danmarks befrielsestime er inde”. 
Kaj Mortensen og Sigvald Ejsing skrev om den 4. maj.
“om aftenen havde modstandsbevægelsens sektionsleder i Vendsyssel, kriminalbetjent Kaj Mortensen, indkaldt amtmanden for Hjørring amt, borgmestre og byledere fra flere byer i Vendsyssel til møde på Bolleholt Skole. Mødet handlede om at etablere et møde med den tyske general i Brønderslev til at overgive sig. Under mødet kom frihedsbudskabet fra BBC at tyskerne havde kapituleret. Kaj Mortensen tog hjem til sin illegale bopæl i Sindal, hvor han kontaktede centraldamen på Sindal telefoncentral og meddelte, at han fik brug telefonopkald hele natten. Den gang var der ikke automatisk telefonbetjening. På hotellet i Sindal havde Kaj Mortensen havde oprettet hovedkvarter og nu skule der planlægges de kommende dages aktioner og arbejder. De var lang tid før befrielsen lagt planer om de kommende interneringer med danskere der havde stået tyskerne nær, værnemager, stikkere og hipo folk som der var lidt af i Vendsyssel. Det mest vigtige var at undgå kampe med skyderier. Den tyske besættelsesmagt skulle overgive sig kl. 08:00 om morgenen 5. maj. Englænderne var endnu ikke kommet til Danmark”.
Om den sidste fase af besættelsestiden skriver Kaj Taanum fra Brønderslev i hans store beretning om hele besættelsestiden i Vendsyssel:
“I det tidligere forår i 1945 var alle forberedt på, at krigen snart ville slutte. På alle fronter var tyskerne på hælene, og i sektionens hovedkvarter i Vendsyssel var vi begyndt at forberede os på denne kendsgerning. Vores organisation var i faste rammer, bevæbningen var tålelig, moralen og kampånden god, selv om vi måtte erkende, at vi var amatører i sammenligning med de professionelle tyske soldater. Dog var hovedparten af de tyske tropper i Vendsyssel meget gamle eller meget unge samt østrigere, ungarere og polakker, som tyskerne på det tidspunkt ikke kunne stole på. Vi havde udarbejdet forskellige operationsplaner, hvor vi søgte at forudse, på hvilken måde krigen ville slutte i vort område. Der kunne tænkes at blive egentlige kamphandlinger eller at den tyske hær gik i opløsning, således at vagabonderende soldatergrupper huserede. Den 4. maj om aftenen var der på ny møde med amtmanden i Bolleholt skole. Tyskerne var nu så meget på knæ, at vi mente, at en henvendelse til generalen kunne have udsigt til et positivt resultat. Til stede ved mødet var endvidere bylederen og borgmesteren i Hjørring, der skulle forhandle med den lokale kommandant.
Tiden efter den 5. maj 1945 var meget hektiske, og hvor vores største indsats bestod i at hjælpe de lokale byer og distriktsledere med at få organiseret deres mandskab i en slags militære formationer, gled vort arbejde ind i en roligere gænge, og en tid kunne vi trække vejret roligere. Det væsentligste arbejde var nu lagt i hænderne på de lokale ledere. Det var blandt andet anholdelserne af nazisterne, de tyske håndlangere, værnemagerne og feltmadrasserne, men også med beskyttelsen af disse mennesker mod ophidsede danskere, der i den første tid ønskede at indføre selvjustits og “de lange knives nat”, der gav dem fuldt op at bestille. Sektionen blev i dette arbejde kun brugt som “konsulentvirksomhed”. Nye opgaver meldte sig nu. Vi blev af det danske forsvar anmodet om at være det behjælpelig i arbejdet med overtagelse af de kolossale tyske forsvarsanlæg i Vendsyssel”.
Store Johs. skriver om befrielsen
i en af flere beretning fra Hjørring Historisk Museum: “Vi hørte naturligvis også engelsk radio om aftenen den 4. maj 1945 hos købmand Henry Pedersen på Klokagervej 19, som vi så mange gange havde gjort det sidste års tid eller mere. Købmanden virkede som forbindelsesled mellem flere grupper. Vi fejrede sejren og gjorde os klar til den sidste kamp, som muligvis måtte komme, når den tyske hær gik i opløsning. Vi havde lagt vore planer, og blev om morgenen sammen med vore våben og ammunition kørt til Østergade 36, hvor der gennem baghuset var passage til Bisquitfabrikken Oxford. Ejerne havde velvilligst givet os nøglerne til Oxford, og her blev der oprettet et depot. På den måde ville vi kunne trække os tilbage såfremt overmagten blev for stor og det blev den ikke”.
Skorstensfejer Aage Mogensen
skriver i hans beretning: “Indtil den 4 maj var vi i hele styrken cirka 80 mand, efter den 5. maj blev vi pludselig mellem 400 og 500 og vi skulle jo bruge en mængde til vagttjeneste ved de militære depoter og ved kystbefæstningerne i Geraa og Hals. Og hvem fik vi med? Det kan vist ikke undre, at vi senere måtte sortere lidt dagene efter krigens afslutning skal jeg ikke komme så meget ind på, men det var en mærkelig fornemmelse pludselig at kunne sige og gøre som man ville, for mit eget vedkommende følte jeg det nærmest som om jeg i lange tider havde været ude i stormvejr og det så pludselig var blevet vindstille. Modstandsbevægelsen har jo fra flere sider været stærkt kritiseret for sine dispositioner efter den 4. maj og måske ikke helt uden grund, men hvordan ville det være gået hvis den ikke havde taget roret?  Vi havde ingen forstand på alm. civil administration og vi havde for meget at tage vare på. Vi havde f.eks. oppe hos os en bunke ammunition, dels i depoter og kystbefæstningsanlæg og dels liggende frit omkring på veje og marker. Ved øvelsesskydninger gjorde tyskerne sig jo ikke den ulejlighed,  at sprænge deres forsagere efter øvelsens afslutning, de lå der stadig da krigen var forbi og dem måtte vi sprænge. Vi var flere gange udsat for fælder som f.eks. en kasse håndgranater hvor tændsnoren fra en af granaterne var gjort fast i låget, så granaterne eksploderede når låget blev løftet. Modstandsbevægelsens gamle folk var forberedt på den slags små overraskelser, men det var den civile befolkning ikke. I et tilfælde gik der 3 mand tabt i en sådan fælde og der var flere dødsfald på grund af efterladt eller forsaget ammunition, men havde modstandsbevægelsen holdt op den 4. maj, så tror jeg det var blevet meget værre med ulykker”.
Den 6. maj.
Politi kommandør Platou var forblændet af modstandsarbejdet, der jo havde kostet hans søn livet. I Frederikshavn var der efter sigende flere slags frihedskæmperarmbind. Det siges at de rigtige 2 slags armbind var et for dem, der havde deltaget aktivt i modstandsbevægelsen i mindst 3 mdr. eller havde været i tysk koncentrationslejr eller i politibrigaden i Sverige. Det var det rigtige armbind. En anden og mindre farvestrålende armbind blev udleveret til borgerbevæbningen og de politifolk, som ikke havde deltaget i modstandsbevægelsen i mindst 3 mdr. Især i dagene fra 5. maj og til 13. maj satte det alvorlige skel mellem politifolk. De politifolk som ikke var kvalificeret til det rigtige armbind, frygtede for deres fremtidige karriere ved politiet.
Den 8. maj.
I en skrivelse fundet i Sigvalds Ejsings arkiv stod der:
“Til bylederen & politilederen i Frederikshavn.
Politibetjente, der var tilknyttet modstandsbevægelsen før den 5. maj 1945, kan iklædes uniform med armbind, og politibetjente, der ikke var tilknyttet modstandsbevægelsen, må ikke bære uniform før efter nærmere ordre. Underskrevet Politisektionen i Sindal”.
Samme dag i Vendsyssel Tidende skrives der om en masse aktion mod udanske elementer i Hjørring by. I alt blev der denne dag interneret 106 personer og der står i avisen alle navne og adresser på de internerede.
Feltmadrasser, tyskerpiger, syfilishoppe og andre umoralske betegnelser blev kvinder udsat for, fordi de havde fraterniserede med fjenden og dyrkede nær og fortrolig omgang med tyske soldater. Der vides ikke med nøjagtighed hvor mange der var af tyskerpigerne i Danmark, men der skrives flere steder ca. 50.000 og ud af den omgang nærhed kom der ca. 5500 registrerede børn til verden i Danmark og uofficielt var der ca. 12.000 børn.
Skrivelse fra “Arrestationsudvalget”, den 13. maj 1945.
“Befaling om Værnemager og stikker arrestationer  – Fynske Kommando Aarhus.
Den 13/5-1945
Til Region 1.
Jydsk – Fynske Kommando har fra Frihedsraadets Arrestationsudvalg modtaget nedenstående. Ved Modstandsbevægelsens Foranstaltning er en Række Personer, som ved deres Virksomhed og Optræden under Besættelsen har givet Anledning dertil, taget i Forvaring. Når Politiet er genindsat i dets Funktioner  vil fremtidige Anholdelser af sådanne Personer udelukkende være at foretage af Politiet, og Anmeldelser vedrørende disse Personer skal indgives til Politiet. For så vidt angår Personer, som ved Politiets Genindsættelse i dets Funktioner allerede er internerede, påhviler Ansvaret for deres Tilbageholdelse og den foreløbige Undersøgelse af deres Forhold stadig Modstandsbevægelsen. Forholdet vil være at afvikle således, at Modstandsbevægelsen dels til Politiet overgiver de internerede Personer, mod hvem Tiltale skal rejses eller yderligere politimæssig Undersøgelse foretages, dels selvstændig løslader sådanne internerede, for hvis Vedkommende det eventuelt efter yderligere Undersøgelse står klart, at der ikke kan rejses Sigtelse”.
TERROR, Petergruppen, Koldinggruppen og Varulve.
Sideløbende med schalburgtagerne begyndte tyskerne deres mest gemene form for terror herhjemme og det var clearingmord mordene på kendt danske borgere der blev udvalgt af enten de tyske ledere, Pancke og Bovensiepen i København eller lokale Gestapo ledere. Tyskerne lod det stå klart  at mordene blev begået for at standse sabotagerne mod jernbanerne og likvidationerne af “tyskhengivne” danskere. Ved afhøringer af morderne efter befrielsen var indtrykket at det var formålet at lave splid mellem befolkningen modstandsbevægelsen og på den måde lokke modstandsfolkene frem.
Men selvom tysker havde de danske stikkere og forræderkorps kunne tyskerne ikke få taget i modstandsbevægelsen. Alle clearingmord var ligesom schalburgtagerne til at begynde med overdraget til Petergruppen  i København og dennes chef Peter Schäfer. Han blev afløst af tyskeren Issel med dæknavnet Waldenburg. Petergruppen kunne ikke overkomme alle uhyrlighederne selv og i 1944 blev der derfor oprettet en jysk afdeling der hed “Koldinggruppen” med tyskeren Peter Lensing (Feusner)  der senere begik selvmord ved anholdelsen efter kapitulationen men han var gruppen fører.
Frihedsbevægelsens Samråd skriver følgende vedrørende:
“Vidner til Tortur eller Drab” her citeres forkortet:
“I Tilslutning til forskellige Opfordringer til Offentligheden til at fremkomme med Anklagemateriale skal Frihedsbevægelsens Samraad paapege Vigtigheden af, at et saadant Materiale foreligger for Myndighederne, Overfor den beklagelige Tendens, dikteret af en maaske forstaaelig, men ganske ubegrundet Frygt for evt. Hævnakter fra de Anklagedes Side eller Forfølgelser fra evt. Foresattes Side skal det fremhæves, at enhver, der har Kendskab til forbryderiske Handlinger, har en ufravigelig moralsk og national Pligt til at fremkomme med Oplysninger over for Myndighederne, og at man ved at tilbageholde disse Oplysninger netop støtter de Forbrydere, man vil til Livs, og saaledes giver Aarsag til de mange Løsladelser, der finder Sted p.Gr. af manglende Bevis. Nogen som helst Ret til at føle sig forarget over disse Løsladelser har man ikke, naar ikke enhver her yder den Hjælp, han er i Stand til.
Det er af største Betydning for Myndighederne at kunne forelægge klare og sikkert bevidnede Meddelelser om enhver Misgerning – herunder navnlig Tortur og Drab – udøvet her i Landet i Besættelsestiden af Medlemmer af den tyske Værnemagt, det tyske Politi, eller andre Korps, der virkede i Tilknytning til Besættelsesmagten {Hipo, Sommer, Schalburgkorpset o.lign.). Frihedsbevægelsens Samraad opfordrer derfor enhver, der enten selv har været underkastet Tortur eller været Vidne til Drab eller Tortur eller overværet Arrestation eller Fremsættelse af alvorlige Trusler til at foretage skriftlig Anmeldelse til Frihedsbevægelsens Samraad. der derefter vil overlevere Materialet til Politiet.
Enhver Henvendelse vil blive behandlet med yderste Diskretion. Alle Meddelelser maa være underskrevet af Afsenderen personlig med tydeligt Navn og Adresse, for at Samraadet evt. kan faa yderligere Oplysninger ved Henvendelse til Anmelderen. Anonyme Anmeldelser vil Ikke blive taget til Følge. Kun skriftlig Anmeldelse har Interesse. Anmeldelse sendes til:
Frihedsbevægelsens Samraad Borgergade 16. København K”.
“Løkken og Krigen”
Hedder bogen der er skrevet af Andersen fra Hanstholm bunkerens museum og Kenneth Bangsbo Kystmuseum samt Knud Prebensen der blev født i 1930. De nævnte forfattere har skrevet flere bøger om området omkring Løkken som bør læses da hele området beskrives fantastisk. Nedenstående tekst for det meste udarbejdet fra Vendsyssel Tidende og der citeres: “Selve 5. maj blev der festet i byen, der var smykket med flag og flagallé i hovedgaden. Vendsyssel Tidende fortæller dog, at der var nogle ’’fiskere og arbejdsmænd”, der tog lidt for hårdt fat på de våde varer, så vagtværnet måtte tage sig af dem. Syv af dem blev sat ind i et af de civile beskyttelsesrum på markedspladsen, hvor de så kunne sove rusen ud”.
Tyske mini ubåde i Vendsyssel.
I januar 1945 var der antageligt 50 små enmands ubåde af typen ”Marder” i Geraa og Asaa. 
Den omtalte torpedo Marder som på dansk betyder ”Mår på dansk” var et mindre kampmiddel som blev benyttet af ”Deutsche Kriegsmarine” under 2. verdenskrig. Marder var en videre udvikling af våbenet ”Neger” Der var også en type mini ubåd der hed Molch ”Salamander på dansk”.
De første Marder blev bygget i foråret 1944 af torpedoforsøgsanstalten (TVA) i Eckernförde.
Første forsøg med fartøjet var skuffende og fandt sted i Middelhavet ud for San Remo i et modangreb mod de allieredes invasion i Italien.
Marder blev også brugt i mod de allieredes invasion i Normandiet.
På grund af de ringe resultater fulgte der ingen videre udvikling og den blev frem til krigens afslutning kun anvendt ved få indsatser i Middelhavet og i Norge. Marder bestod af 2 torpedo typer.  
I toppen af den underlige cigar (Marder) var der et plexiglas cockpit formet som en halvkuppel.
Den rummede fartøjets eneste besætningsmedlem. Der var også indbygget en lille dyknings- og udligningscelle. Marder var forsynet med en sprængladning.
Over et simpelt visir kunne kombinationen bære- og skarp torpedo rettes mod målet og herfra kunne den nederste torpedo udløses. 
Ved god sigt kunne piloten udløse torpedoen under vand, hvilket havde den fordel at den ikke retoucherede over vandets overflade.
Den bemandede torpedo havde en længde på 8,3 m og en omkreds på lidt over en halv meter. Motoren var lidt kraftigere en den motor vi i dag har i vores opvaskemaskiner. Motoren var en elektromotor af typen ”AEG-AV 76 Eto” på 12 HK der bliv overført til en propel/skibsskrue.
Marder kunne skyde en fart på 7 km. I timen og havde en aktionsradius på 48 sømil! 
Cigaren havde en meget kortvarig dykkerevne på sølle 10 meter og helt sikkert en kort levetid for cigarens kaptajn. Det var dog svært at skaffe kaptajner til disse fartøjer.
Efter min opfattelse var der ved befrielsen enmands ubåde i både Geraa og Asaa.
Lene Diges bog ”Dronninglund under besættelsen 1940 – 45”.
Beskriver Aage Mogensen hvordan oprydningen gik til i Geraa lejren.
Nedenunder kan du læse en lille bid fra bogen med tilladelse fra Lene DIge:
”Ude ved havet stod der en del afstandsmålere og kikkerter på stativ, men næsten alle ødelagde ved skud igennem linserne. Der lå i bunker i hundredvis af granater, miner og anden ammunition og andet materiel, en hel del enmands-torpedoer, hvor mange husker jeg ikke, men senere, da den danske brigade havde overtaget vagten, flyttede vi dem op i Margrethelund. At der forsvandt meget fra disse lejre, er der ingen tvivl om, også inden tyskerne forlod dem.
De har byttet mange af deres ting, bl.a. pistoler, væk for madvarer. En af de første dage, da ON og jeg var nede og se på forholdene, var vi inde på kontorerne i skolen, der lå en hel del radiomateriel, krystaller og andet, som ON som gammel radiomand var meget interesseret i, men vi var enige om at notere materiellet ned og lod det ligge. Da vi kom derned dagen efter, var det stjålet.
Vi gik nu i gang med at udtage sprængladninger af granater og miner. Det var ikke noget, vi kendte ret meget til, enkelte af os, bl.a. Jacob, som jo lige havde været soldat. Det eneste værktøj var et par store rørtænger og et par store stilbare nøgler. Efterhånden fik vi jo øvelse i det. Vi skruede spidsen af granaterne og hældte tændsatsen ud.
Jeg har senere tænkt på, at alle disse granater blev kørt op til Dronninglund station og læsset på banevogne. Det mandskab, der gik der og læssede de ufarlige granater, fik faretillæg på 50 %. Hvad vi andre fik, husker jeg ikke, men jeg tror, det var 3 kr. om dagen.
Der var også bunker af håndgranater. Dem kendte vi jo udmærket, og dem ødelagde vi nærmest som en leg. Vi stillede os op i en række med hver en håndgranat i hånden, så blev der kommanderet træk og derefter kast, så kastede vi og vendte os om og tog en ny i kassen bag os.
Den eneste gang, jeg var nervøs der nede, var en gang vi havde samlet en stor dynge sammen af granater, som vi ikke kunne afmontere, sprængstof og en hel del andre ting, som vi ikke rigtigt kunne finde ud af. Vi lagde så sprængstof i dyngen og satte lunte på, der var så lang, at vi havde tid til at bringe os i dækning. Det var, så vidt jeg husker, mig der tændte den, og jeg ville så lige se efter om alle var i dækning, men en mand kunne jeg ikke finde og måtte gå i dækning, inden jeg kunne nå at finde ham. Da drog jeg et lettelsens suk, da han efter sprængningen dukkede op”.
På de fem fotoer nedenunder
kan du se hvordan enmands ubådene så ud. Om fotoerne er fra Asaa elle Geraa ved jeg ikke med sikkerhed. Men måske genkender du noget og sender mig en hilsen med nærmere oplysninger.
På disse link kan du læse mere om de tyske mini ubåde:
http://ryeflyveplads.dk/tidslinie/luftwaffe/mini-ubade/
http://www.german-navy.de/kriegsmarine/ships/uboats/minisubs/index.html
http://www.nordisk-forum.dk/viewtopic.php?f=3&t=28541
FOTO: Lars Moesgaard.
FOTO: Lars Moesgaard.
FOTO: Lars Moesgaard.
FOTO: Lars Moesgaard.
FOTO: Lars Moesgaard.
Forsiden fra Bovrup Kartoteket. Privat samling
Privat samling.
Privat samling.
Privat samling.
Privat samling.
Privat samling.
Privat samling.
Privat samling.
Privat samling.
Om erstatning. Kaj Mortensens private arkiv.
Gestapofangen. Medlemsblad fra Kaj Mortensens private arkiv.